Hængslet i midten er stærkt, så telefonen bliver stående i den vinkel, du stiller den i.

Samsung Galaxy Z Fold5

Fold5 er på mange måder en glimrende telefon, men folden i skærmen er alt for synlig.

af Morten Skeldal Østergaard #Telefon #Samsung
7.9

Når du folder Samsung-telefonen Galaxy Z Fold5 ud, har du en skærm, der er på størrelse med en lille tablet.

Som det ofte er tilfældet i Samsung-telefoner, er billedkvaliteten virkelig god. Der er måske lige lovligt meget knald på farverne, men konstrasten er i top, billedet er knivskarpt og lysstyrken er høj nok til, at du kan bruge telefonen udenfor i dagslys.

Det eneste store problem ved den store skærm er dét, der jo egentlig er telefonens helt centrale funktion, nemlig knækket på midten. Det er meget synligt, både når skærmen er tændt og når den er slukket. Den lange fold løber lige ned gennem midten af skærmbilledet, og du kan mærke den med fingrene, hvor den føles som et stykke bøjet plastikfolie.

Det ekstra skærmareal bliver ellers udnyttet effektivt: I YouTube kan du fx vippe skærmen lidt over 90 grader op og stille den på bordet. Så vises videoen i den øverste halvdel, og du kan læse kommentarer og informationer om videoen i den nederste del, mens du bruger de to halvdele selvstændigt.

De primære menuknapper i styresystemet er placeret helt nede i højre hjørne, hvor du nemt kan nå dem, og når du skal bruge skærmtastaturet, er det delt i to, så du kan nå alle bogstaverne med dine tommelfingre.

Når du klapper Fold5 sammen, kan du bruge den ydre skærm, der virker som på en almindelig telefon. Skærmen er smal, så det er rart at kunne åbne telefonen til den større skærm, når der skal læses tekst eller kigges på billeder.

Telefonen er hurtig, og alt det, du foretager dig, bliver klaret uden mærkbar tøven. Det fungerer fx rigtig godt, når man bruger Google Maps på den indre skærm, hvor du kan se et stort kortudsnit og trække rundt med det uden forsinkelse i opdateringen af skærmbilledet.

Du må finde dig i, at der er installeret et stort udvalg af ligegyldige Samsung-apps, når du tænder Fold5 første gang. Samsung har fx lagt sin egen browser og billed-app på telefonen, men de kan slet ikke måle sig med Chrome og Google Photos. Du kan slette de fleste af apps’ene, men enkelte er du nødt til bare at deaktivere.

Der er selfie-kameraer i både den ydre skærm og den store indre skærm, så du kan føre videosamtaler, uanset om telefonen er åbnet eller lukket. Når du bruger fx Google Meet til videosamtaler, kan du folde telefonen halvt op og lade den stå på bordet, så du har video øverst og chatfunktioner i den nederste del af billedet. Det fungerer nærmest som at bruge en bærbar computer.

Hvis du er på udkig efter en telefon af denne type, så er OnePlus Open dog efter vores mening et lidt mere vellykket bud på en stor foldetelefon. Du kan læse vores test af den i Testzonen.


+ Stor skærm, du kan have i lommen

+ Hurtig telefon

– Folden er meget synlig

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Fold5 er på mange måder en glimrende telefon, men folden i skærmen er alt for synlig.

Specifikationer

Mærke
Samsung
Processor
Qualcomm SM8550-AC Snapdragon 8 Gen 2
Hukommelse (RAM)
12 GB
Lagerplads
256 GB
Skærmstørrelse
7,6" og 6,2"
Skærmopløsning
2176 x 1812 pixels, 2316 x 904 pixels
Tilslutninger
USB-C
Batteritid
Cirka et døgn
Batterikapacitet
4.400 mAh
Styresystem
Android 13
Netværk
Wi-Fi 6E, Bluetooth 5.3
Mål
15,5 x 13 x 0,6 cm i åben tilstand
Vægt
253 g
Fingeraftrykslæser
Ja
Kamera
50 MP, 10 MP tele, 12 MP ultravidvinkel, 4/10 MP selfiekameraer
Udskifteligt microSD-kort
Nej
Benchmark (højest er bedst)
Geekbench: 2051 single-core, 5299 multi-core, 9284 GPU OpenCL