Apple iPhone 7 Plus
iPhone 7 Plus er med innovativ kamerateknologi og hurtigere indmad en fantastisk telefon.
Sammenligner man ydersiden af en iPhone 7 Plus med forgængeren 6S Plus, er det svært at se forskel. Kun på bagsiden aner man to forandringer: 7 Plus har ingen antennestriber, som er gennemsigtige buede linjer på bagsiden.
Derudover har 7 Plus to kameralinser, som jeg vender tilbage til senere i denne test af iPhone 7 Plus.
Lynhurtig
Men det er som bekendt på indersiden, man skal finde skønheden, og her brillerer den ny iPhone 7 Plus. Den nye lynhurtige A10-chip, Apple har installeret i både iPhone 7 og 7 Plus kan efterhånden måle sig med processorerne i bærbare computere, og A10 klarer selvsagt alle opgaver til perfektion.
Jeg mærker en klar forskel, når jeg sammenligner hastigheden, jeg kan skifte imellem apps, på min iPhone 6 og den nye iPhone 7 Plus.
Sammenspillet mellem 3D-touch (der måler, hvor hårdt du trykker) og det haptiske feedback – en lille rystelse, når du fx skruer på vækkeuret eller låser telefonen op – gør brugeroplevelsen helstøbt.
Også skærmen er klarere end nogensinde før, farverne er mere virkelighedstro og levende. Det kan jeg især se i spil, hvor der typisk er farveeksplosioner og flere nuancer. Her er der igen en klar forskel fra iPhone 6 og til 6 Plus.
Kameraet: To linser og dybdeskarphed
Den store udvikling på iPhone 7 Plus er kameraet. Eller kameraerne. Der er nemlig to linser på bagsiden: En vidvinkel-linse og en telelinse, som understøtter hinanden, når du skyder billeder.
Vil du eksempelvis zoome ind, trykker du på et lille ”1x”-ikon nederst på kamera-appen, og så skifter telefonen selv til zoom-linsen, og du får optisk zoom, der betyder, at billedet står lige så skarpt, som det plejer, selvom du zoomer. Se selv på nedenstående sammenligning mellem de to linser på bagsiden (1x- og 2x-zoom)
Der er, ligesom på iPhone 7, ikke noget jackstik i bunden af telefonen. Telefonen bliver derfor leveret med en omformer fra jack til lightning, så du stadig kan bruge dine gamle høretelfoner.
Om iPhone 7S Plus er prisen værd, er ikke nemt at bedømme. Har du en gammel telefon og alligevel skal opgradere, er den ny iPhone en af de bedste telefoner, du kan få fingrene i. Hvis du derimod har en telefon, der virker udmærket, så er mit råd at beholde de 7.000 i lommen og bevare tålmodigheden til næste år, hvor det spås at Apple lancerer iPhone 8 – på 10 året efter den første iPhone.
Se den bedste pris lige nu
Conclusion
iPhone 7 Plus udmærker sig med to kameralinser, der tager fantastiske billeder. Men har du en velfungerende telefon, så kan du sagtens vente på iPhone 8.
Specifikationer
- Mærke
- Apple
- Processor
- Apple A10
- Hukommelse (RAM)
- 3 GB
- Lagerplads
- 32/128/256 GB
- Skærmstørrelse
- 5,5 tommer
- Skærmopløsning
- 1920 x 1080 pixel
- Tilslutninger
- Lightning
- Batterikapacitet
- 2.900 mAh
- Styresystem
- Apple iOS
- Mål
- 15,8 x 7,7 x 0,7 cm
- Vægt
- 188 gram
- Fingeraftrykslæser
- Ja
- Kamera
- 12 megapixel (dual kamera) og 7 megapixel frontkamera
- Udskifteligt microSD-kort
- Nej