Roccat Skeltr

Roccat Skeltr vil integrere din telefon i dine computerspil, men det fungerer ikke ordentligt.

af Mikkel Jacobsen #Tastatur #Roccat
5.5

I forhold til hvad du får for pengene, er Roccat Skeltr alt for dyrt. Tastaturet koster hele 1495 kroner, fordi det har nogle dyre funktioner, som ikke bliver fulgt til dørs, og det gør det enormt svært at anbefale det. Det hjælper heller ikke, at tastaturet ikke er videre behageligt at spille eller arbejde på i længere tid ad gangen. Roccat kan sagtens lave fede ting – denne gang har de bare skudt ved siden af.

Tasterne på Roccat Skeltr har gummiunderlag og er ikke mekaniske. Det betyder, at de føles enormt bløde, og at der mangler noget ordentlig feedback. Det gælder både, når der skal skrives, men også når der skal reageres hurtigt i spil. Der medfølger en håndledsstøtte, som kan klikkes af og på efter behov, ligesom tastaturet kan hæves og sænkes ved hjælp af støttebenene på bagsiden. Det hjælper på komforten, men tasterne er stadig anstrengende at arbejde med.

Tvivlsom telefonfunktion
En af hovedtankerne bag tastaturet er, at man skal forbinde det til sin smartphone ved hjælp af bluetooth. Hensigten med dette er, at du slipper for, at skulle række ud efter telefonen for at besvare telefonopkald og tekstbeskeder midt i en intens omgang computerspil mod vennerne. Med et tryk på en tast bliver opkald stillet igennem til dit headset, eller også kan du lade tastaturet overtage styringen af telefonens tastatur for at besvare tekstbeskeder.

Og idéen er sådan set fin nok. Men hvis du har brug for at skifte mellem forskellige apps eller forskellige samtaler i dine tekstbeskeder, skal du bruge telefonens touchskærm og alligevel afbryde dit spil et øjeblik. Du kan nemlig ikke navigere rundt på telefonen med tastaturet. Det er et upraktisk system, som ikke er tænkt ordentligt igennem, og lader lidt til at være en løsning på et problem, som Roccat selv har opfundet. Det er nok de færreste, der ikke kan afsætte tid til at svare på en sms, hvis det er vigtigt.

Egen app
Roccat har udviklet en app til smartphones, som kan samarbejde med deres produkter. Den kan indstille belysning, starte spil i en fart og holde øje med computerens temperaturer. Det fungerer sådan set efter planen, og det giver mening, at kunne se disse oplysninger på telefon eller tablet.

Det giver dog ingen mening at bruge 1495 kroner på et tastatur som Roccat Skeltr. Telefonfunktionen er halvbagt, og du kan finde tastaturer med langt bedre taster for langt færre penge.

Roccat Skeltr kan købes her

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Det giver ingen mening at bruge 1495 kroner på et tastatur som Roccat Skeltr. Telefonfunktionen er halvbagt, og du kan finde tastaturer med langt bedre taster for langt færre penge.

Specifikationer

Mærke
Roccat
Forbindelse
USB, Bluetooth
Lys i taster
Ja
Kabelængde
1.8 meter