Tastaturets buede form giver dine håndled en mere naturlig stilling.

Logitech Wave Keys

Wave Keys hjælper med at skåne dine skuldre og håndled ved lang tids tasteri ved computeren.

af Morten Skeldal Østergaard #Tastatur #Logitech
8.5

Logitechs trådløse Wave Keys-tastatur giver dine arme og hænder en mere naturlig stilling, når du sidder ved pc’en og skriver. Samtidig sørger den indbyggede håndledsstøtte for, at du kan sænke skuldrene lidt og lade hænderne hvile på tastaturet.

Navnet “Wave” skyldes den ergonomiske udformning. Set fra oven er formen egentlig mere buet end bølget: Fra midten af tastaturet breder tasterne sig ud mod siderne i en form, der minder om et bredt smil. Ude til højre er det numeriske tastatur udformet i et mere traditionelt gittermønster med lutter rette vinkler mellem tasterne.

Vi vænnede os ret hurtigt til, at tasterne ikke sad helt, hvor de plejede. Eftersom alle tasterne følger det samme mønster, så sidder de cirka, hvor de plejer i forhold til hinanden. Dine hænder er blot placeret i direkte forlængelse af dine underarme i stedet for at være drejet nogle grader, som det er nødvendigt på et traditionelt computertastatur. Ved korte seancer ved tasterne gør det ikke den store forskel, men efter en hel arbejdsdag kunne vi mærke en positiv forskel.

Tastaturets krop er fremstillet i plastik og udseendet virker ikke ligefrem eksklusivt. Vi savner også belysning under tasterne, så det er nemmere at aflæse tegnene på dem. Til gengæld hjælper den manglende belysning med at få den lovede batteritid helt op på 36 måneder. Det lyder mildt sagt imponerende, men vi havde af gode grunde ikke mulighed for at afprøve den påstand i løbet af vores testperiode.

Den trådløse forbindelse kræver ingen tekniske fiksfakserier. Du sætter blot den medfølgende USB-adapter i computeren, og så er der forbindelse med det samme. Du kan også bruge Bluetooth til at slutte tastaturet trådløst til tablets eller telefoner.


+ God ergonomisk udformning

+ Meget lang batteritid

– Ingen lys i taster


Hvis du for alvor vil skåne dine håndled, kan du bruge tastaturet sammen med musen Logitech Lift, som vi tidligere har testet. Den benytter også samme USB-adapter som Logitech Wave Keys.

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Wave Keys hjælper med at skåne dine skuldre og håndled ved lang tids tasteri ved computeren.

Specifikationer

Mærke
Logitech
Forbindelse
USB-adapter, Bluetooth
Antal taster
99
Lys i taster
Nej