Samsung Galaxy Note9
Samsung Note9 er kæmpestor og er på mange måder en vellykket telefon. Men den digitale assistent Bixby burde lide en stille død.
Samsung er nået til nummer 9 i sin Note-serie af kæmpetelefoner, og Samsung Galaxy Note9 er en telefon, som på godt og ondt bygger videre på teknologier, som Samsung har introduceret i sine tidligere telefoner. En af de bedste funktioner er den indbyggede pen, som gør det meget nemt at tage noter. Så snart du trykker pennen ud af telefonens bund med et lille klik, er du klar til at skrive direkte på den sorte låseskærm. Pennens bevægelser opfattes hurtigt, og jeg kunne skrive med noget, der til forveksling lignede mine sædvanlige kragetæer. Pennen har andre funktioner end blot at tage noter. Den har indbygget Bluetooth, og du kan bruge den som fjernbetjening til telefonens kamera. Ved et lille klik på pennens knap kan du tage et billede af hele familien med dig selv i billedet.
Note9’s skærm er stor, lysstærk og har en fremragende kontrast. Alt ser simpelt hen superflot ud på meget høje skærm med den kulsorte baggrund. Kanterne er buede, og du kan trække en ekstra lille genvejsmenu op ved at stryge tommelfingeren op langs kanten. Det er mægtig praktisk.
Note9 består også grundisciplinerne opkald og sms, for Samsungs indbyggede apps til de to formål er nemme at gå til og der er rigtig god lyd ved samtaler.
Irriterende digital assistent
Den absolut mest håbløse og unødvendige funktion i Galaxy Note9 er Samsung digitale assistent, Bixby. Det er meningen, at Bixby skal kunne hjælpe dig med at styre telefonen med stemmen, men i praksis er funktionen ubrugelig. Bixby taler kun engelsk, og det er næsten umuligt at få den til at genkende danske navne, når du fx skal ringe op til en kontakt. Det lykkedes mig efter mange forsøg at få den til at genkende navnet Rasmussen ved at udtale det på noget, der vist mest mindede om amerikansk: raaasmjuzen. Samsung har oven i købet spildt en knap på siden tilBixby. Ved et tryk på knappen åbner Bixby øjeblikkeligt og er klar til at misforstå dine stemmekommandoer. Heldigvis kan du også bruge Google Assistant, som jo virker på dansk og er meget mere imødekommende end Bixby.
Udover Bixby har Samsung også fyldt telefonen med overflødige apps, som Google og andre producenter har lavet bedre. Samsung har fx både sin egen app-butik og en internetbrowser. Samsungs telefoner ville generelt være meget bedre, hvis firmaet fokuserede på hardwaren i stedet for at spilde kræfter på de mange ensartede apps.
Samsung redder lidt af æren med det indbyggede dobbeltkamera. Det er faktisk et af de bedste telefonkameraer, jeg har prøvet. Selv på en overskyet og smådunkel efterårsdag fik kameraet gode detaljer med. Portrætter bliver også nemt vellykkede, for kameraet er godt til at fremhæve motivet og sløre baggrunden. Kameraet genkender automatisk forskellige motivtyper som solnedgange, mad og blomster og sørger for at optimere indstillingerne for det bedste mulige resultat.
Samlet set er Samsung Galaxy Note9 bestemt ingen dårlig telefon, men det virker, som om Samsung har spildt lidt for mange kræfter på blindgyder som Bixby og egenproducerede apps i stedet for at holde øje med konkurenter som kinesiske Huawei, der på det seneste har været bedre til give brugerne det, de gerne vil have.
Find laveste pris her:
+ Skærmen er fremragende
+ Rigtig godt kamera
– Bixby er helt håbløs
Se den bedste pris lige nu
Conclusion
Samsung Note9 er kæmpestor og er på mange måder en vellykket telefon. Men den digitale assistent Bixby burde lide en stille død.
Specifikationer
- Mærke
- Samsung
- Processor
- Exynos 9810, Octa-core processor (2,7 GHZ + 1,7 GHZ)
- Hukommelse (RAM)
- 6 GB RAM
- Lagerplads
- 128 GB
- Skærmstørrelse
- 6,4 tommer
- Skærmopløsning
- 1440 x 2960 pixels
- Tilslutninger
- USB C
- Batterikapacitet
- 4000 mAh
- Styresystem
- Android 8.1 (Oreo)
- Netværk
- 802.11a/b/g/n/ac
- Mål
- 76,4 x 161,9 x 8,8 mm
- Vægt
- 201 gram
- Fingeraftrykslæser
- Ja
- Kamera
- Dobbelt 12 MP hovedkamera, 8 MP frontkamera
- Udskifteligt microSD-kort
- Ja