OnePlus Nord CE 5G
OnePlus Nord CE 5G er en rigtig god Android til den forholdsvis lave pris. Hvis du kan nøjes med den billigste model, er den et decideret kup.
OnePlus Nord CE 5G giver dig alt det, du har brug for i en Android-telefon. Og det til en pris, der beholder begge fødder på jorden.
“CE” står for Core Edition, og det betyder, at OnePlus har skåret fedtet væk. Nord CE er nemlig en lidt neddroslet version af telefonen, OnePlus Nord.
Det er nu svært at mærke, at der skulle være noget neddroslet over Nord CE, for det er faktisk en glimrende telefon, og du kan køre alle de apps, som kan afvikles på en stærkere telefon til den dobbelte pris.
Der er en lille bitte forsinkelse, når du skifter rundt mellem skærmbillederne i telefonens menu, men det er ikke noget, der generer synderligt.
Du får et udmærket kameramodul med tre kameraer. Det primære kamera tager både gode billeder og knivskarp video i 4K-opløsning. Vi skulle zoome godt ind på billeder taget med kameraet, for at få øje på småfejl, som fx en lidt for ivrig komprimering.
Der sidder en forbavsende god skærm i Nord CE. Kontrasten er i top, og opdateringshastigheden kan sættes op til 90 Hz, så det virker mere flydende, når du fx ruller ned gennem en lang liste på telefonen.
Det er en slank telefon, og det er selvfølgelig altid rart. Desværre kan kameramodulet ikke helt presses ind i den tynde telefon, så det stikker lidt ud på bagsiden. Det får telefonen til at vippe lidt fra side til side, hvis du skriver på den, mens den ligger på bordet.
Der sidder en effektiv fingeraftrykslæser gemt i skærmen. Sådan en bliver ellers ofte flyttet om på bagsiden eller ud på siden i lidt billigere telefoner.
For alle os, der sværger til et sæt gammeldags hovedtelefoner, er det en glædelig overraskelse, at der er blevet plads til et hovedtelefonstik i bunden af Nord CE 5G.
Vi testede den stærkeste version af OnePlus CE 5G med 12 gigabytes hukommelse og 256 gigabytes lagerplads, og du kan spare cirka 500 kroner ved at vælge den lidt mere skrabede udgave med 8 gigabytes hukommelse og 128 gigabytes lagerplads. Du skal bare være opmærksom på, at du ikke kan udvide lagerpladsen med et microSD-kort, så du må klare dig, med hvad der er.
+ God pris
+ Slank
– Kameramodulet stikker ud på bagsiden
Se den bedste pris lige nu
Conclusion
OnePlus Nord CE 5G er en rigtig god Android til den forholdsvis lave pris. Hvis du kan nøjes med den billigste model, er den et decideret kup.
Specifikationer
- Mærke
- OnePlus
- Processor
- Snapdragon 750G
- Hukommelse (RAM)
- 12 GB
- Lagerplads
- 256 ROM
- Skærmstørrelse
- 6,43 tommer
- Skærmopløsning
- 2400 x 1080 pixels
- Tilslutninger
- USB-C, hovedtelefoner
- Batteritid
- Cirka 36 timer
- Batterikapacitet
- 4500 mAh
- Styresystem
- Android 11
- Netværk
- Wi-Fi 5
- Mål
- 15,92 x 7,35 x 0,79 cm
- Vægt
- 170 gram
- Fingeraftrykslæser
- Ja, i skærmen
- Kamera
- 64 MP, 8 MP (ultrawide), 2 MP (depth), 16 MP selfiekamera
- Udskifteligt microSD-kort
- Nej
- Benchmark (højest er bedst)
- Geekbench singlecore 638, multicore 1811