Kameraet sidder helt ude i siden og buler ud, så telefonen vipper, hvis du bruger den, mens den ligger på et bord.

OnePlus Nord CE 2

OnePlus Nord CE 2 er en god telefon til den forholdsvis overkommelige pris.

af Morten Skeldal Østergaard #Telefon #OnePlus
8.2

OnePlus Nord CE 2 er en vellykket og forholdsvis billig telefon fra kinesiske OnePlus.

Generelt kører alt på telefonen fint, men ind imellem er der en smule hakkende tøven, når du fx ruller ned gennem en “tung” hjemmeside med billeder og video.

Skærmen har et godt og skarpt billede med en fin kontrast. Vi holdt telefonen op ved siden af en telefon, der koster det dobbelte, og skærmen på Nord CE 2 var ikke helt så lysstærk, men ellers var der faktisk ikke den store forskel på de to.

Der er gjort lidt ekstra ud af lakeringen af telefonens bagside. Modellen, vi lånte, var lyseblå foroven, og farven tonede langsomt over i noget, der nærmest er mælkehvidt i bunden af telefonen. Det får telefonen til at se lidt mere eksklusiv ud, end den måske egentlig er. Udover den blå udgave kan du også købe telefonen i grå. Bagsiden er egentlig ikke voldsomt glat, men der følger alligevel et gennemsigtigt silikonecover med i kassen.

Den største styrke i Nord CE 2 er batteritiden. Efter det første hele døgn, vi testede telefonen, var der brugt under 25 procent af strømmen. Batteriets kapacitet er på 4.5oo mAh, og det var faktisk nok til, at vi gennemsnit fik over to døgns almindeligt brug ud af telefonen med lidt GPS, samtaler og internet. Det er ret godt klaret.

Kameraet tager nogle udmærkede billeder. Som det næsten altid er tilfældet i lidt billigere telefoner, klarer kameraet sig klart bedst, når der tages billeder i fuldt dagslys. Når mørket falder på, kan der godt være en tendens til, at billederne får lidt for meget støj.

Blandt de funktioner, der er sparet væk for at holde prisen nede, er trådløs opladning, men du får til gengæld en god oplader og OnePlus’ karakteristiske røde ladekabel med.

I bunden af Nord CE 2 finder vi – udover USB-C-porten til opladning – et hovedtelefonstik. Den slags er efterhånden ved at være et særsyn, men det er rart at have muligheden, hvis man stadig sværger til gammeldags hovedtelefoner med kabel.


+ Fremragende batteritid

+ God skærm

– Ingen trådløs opladning

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

OnePlus Nord CE 2 er en god telefon til den forholdsvis overkommelige pris.

Specifikationer

Mærke
OnePlus
Processor
MediaTek MT6877 Dimensity 900 5G
Hukommelse (RAM)
8 GB
Lagerplads
128 GB
Skærmstørrelse
6,43"
Skærmopløsning
2400 x 1080 pixels
Tilslutninger
USB-C, hovedtelefon
Batteritid
Lidt over to døgn
Batterikapacitet
4.500 mAh
Styresystem
Android 11
Netværk
Wi-Fi 6
Mål
16,06 x 7,32 x 0,78 cm
Vægt
173 gram
Fingeraftrykslæser
Ja
Kamera
64 MP, 8 MP ultravid, 2 MP makro, 16 MP selfie
Udskifteligt microSD-kort
Ja
Benchmark (højest er bedst)
GeekBench 5: 729 single, 2137 multi, 2518 OpenCL