OnePlus 5T
En vellykket kinesisk kæmpetelefon
De kinesiske telefonproducenter Hua-wei og OnePlus har i løbet af få år markeret sig som værdige konkurrenter til de mere etablerede mærker som Apple og Samsung.
Den seneste telefon fra OnePlus hedder 5T, og den kan uden problemer bide skeer med de store. OnePlus 5T er ikke just nogen kompakt telefon: Skærmen er på hele seks tommer, men telefonen føles faktisk ikke voldsomt stor, når man holder den i hånden. Det skyldes skærmens aflange udformning, som er i det noget aparte 18:9-format (eller 2:1 om man vil). Telefonen er altså meget smal i forhold til sin længde, og det betyder, at det kan være ret svært at nå den øverste del af skærmen, hvis du insisterer på at holde telefonen i én hånd.
Telefonen bygger videre på forgængeren, OnePlus 5, og det er ikke nogen dårlig ting, for den testede vi med stor begejstring i 2017.
Bagsiden er ligesom på forgængeren i metal, og telefonen føles så solid, som den nu kan, når man tager i betragtning, at forsiden selvfølgelig er lavet af glas.
Besværlig fingeraftrykslæser
På grund af den aflange skærm, der optager det meste af fronten, er fingeraftrykslæseren blevet forvist til en placering på bagsiden. Det gør det en anelse mere besværligt at låse telefonen op, fordi du er nødt til at strække pegefingeren lidt akavet op bag på telefonen, mens du samtidig forsøger at holde ordentligt fat, så du ikke mister grebet om den.
Der er indbygget ansigtsgenkendelse som et alternativ til fingeraftrykslæseren, men i dæmpet belysning var der indimellem en lille forsinkelse, da jeg afprøvede den. I fuldt dagslys gik det fint.
OnePlus 5T giver klar og tydelig lyd hos begge parter under en samtale, men den indbyggede højtaler sidder lidt dumt placeret i bunden, så man nemt kommer til at blokere den med hånden, når man holder telefonen.
Øverst på bagsiden sidder et dobbeltkamera. Det tager nogle hæderlige billeder, selv om det ikke helt kan følge med topmodellerne fra Huawei, Apple og Samsung. Når jeg tog billeder i dagslys, stod de klart og skarpt, men i tusmørke var der problemer med skarpheden, ligegyldigt hvor meget jeg kæmpede for at holde telefonen helt stille.
Samlet set har OnePlus skabt en rigtig god telefon, der takket være sin forholdsvis fornuftige pris er meget konkurrencedygtig.
+ Hurtig
+ God pris
– Fingeraftrykslæser på bagsiden
Se den bedste pris lige nu
Conclusion
Hvis du er på udkig efter en meget stor telefon til en fornuftig pris, så er OnePlus 5T værd at overveje.
Specifikationer
- Mærke
- OnePlus
- Processor
- Qualcomm Snapdragon 835
- Hukommelse (RAM)
- 6 gigabytes
- Lagerplads
- 64 gigabytes
- Skærmstørrelse
- 6 tommer
- Skærmopløsning
- 1080 x 2160 pixels
- Batterikapacitet
- 3300 mAh
- Vægt
- Vægt: 162 gram
- Kamera
- 16 + 20 megapixels bagpå og 16 megapixels foran