Nokia 3310 (2017)

Den nye Nokia 3310 vækker nostalgi, men leverer ikke varen på afgørende punkter

af Emil Maischnack Jensen #Telefon #Nokia
7.2

Jeg har spillet rigtigt meget Snake på min gamle Nokia 3310. Min trofaste telefon sad alt for ofte klistret til min klo, mens jeg snog mig gennem bane efter bane uden at ænse verden omkring mig. Derfor var det også med en blanding af frygt og glæde, at jeg rent fik stukket den nye version af den klasssiske Nokia 3310 i hånden.

Den redesignede klassiker er flot. Den er tyndere, lettere og ligger, med sit rundere design, bedre i hånden end sit forlæg. Det positive første indtryk blev dog hurtigt vendt til negativitet, da første praktiske udfordring skulle løses. At åbne bagsiden af telefonen for at sætte Micro-SIM-kort og batteri i. Det skulle eftersigende kunne gøres med neglene, men da hverken jeg eller testredaktøren kunne lykkes med dette – trods ingen af os bider negle – måtte vi i stedet tage værktøj i brug, hvad der efterlod grimme mærker på telefonen. Efter en uges brug skulle det vise sig, at telefonens bagside er udført i et meget blødt plastik, der gør, at den hurtigt får ridser.

Lever næsten op til forventningerne
Med batteri og SIM-kort placeret var telefonen såmænd en udmærket følgesvend. Som lovet, holdt batteriet strøm i en uges tid – cirka lige så lang tid, som det tager at gennemføre de ni baner i det nye Snake-spil, der nogenlunde lever op til sin forgænger.

Telefonen kan, det samme som sin forgænger og leverer derudover en halvfesen farveskærm, en haltende internetforbindelse og et kamera så ringe, at det fint kunne have været udeladt.

Det er nok de færreste, der ville have glæde af, at have denne telefon som primærtelefon, men med en pris på 500 kroner og den lange batterilevetid, kan telefonen fint være en ekstra telefon, hvis smartphonen skulle løbe tør for strøm, når du skal på festival – eller ud at rejse. Bare du ikke rejser til et af de efterhånden rigtig mange lande, hvor man har valgt at lukke ned for 2G-netværket som telefonen kører på.

 

Find laveste pris her:

www.pricerunner.dk

 

+ Tænder nostalgien

+ Lang batterilevetid og Snake!

– Kan kun forbinde til det uddøende 2G-netværk

– Meget dårligt kamera

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Genudgivelsen af den legendariske Nokia 3310 kan - på godt og ondt - sådan cirka det samme som sin forløber. Det gør den uegnet som primærtelefon for de fleste, men til gengæld har den prisen til at være en udemærket sekundær telefon, selvom den ikke dur i store dele af verden.

Specifikationer

Mærke
Nokia
Lagerplads
16MB men kan udvides til 32GB med SD-kort
Skærmstørrelse
2,4 tommer
Skærmopløsning
240x320 pixels
Tilslutninger
Bluetooth, USB, Jack
Batteritid
Op til 744 timers standbytid eller 22 timers tale
Batterikapacitet
1200 mAh
Styresystem
Nokia Series 30+
Netværk
2G (GSM)
Mål
11,5 x 5 x 1,3 centimeter
Vægt
80 gram
Fingeraftrykslæser
Nej
Kamera
2 Megapixel med LED flash
Udskifteligt microSD-kort
Ja - op til 32 GB
Andet
Snake!