Motorola Moto Z2 Play

Motorolas Moto Z2 Play er en glimrende telefon til prisen, og du har mulighed for at købe og tilføje massevis af ekstra dele.

af Mathias Alsted Lund Flinck #Telefon #Motorola
7.7

Koster den virkelig under 4.000 kroner? Det er en af de første tanker, der dukker op i min bevidsthed, da jeg pakker Motorolas Moto Z2 Play ud af æsken.

Udseendet med de stålgrå metalsider og den slanke krop fremstår eksklusivt, og den emmer af god byggekvalitet, når den ligger i hånden. Alene på udseendet minder den altså om en væsentligt dyrere telefon.

Det indtryk består igennem de første mange tast og tryk. Især er det nemt at åbne telefonen med fingeraftrykslæseren, der er ualmindelig hurtig til at registrere dit fingeraftryk. Desuden er telefonen nem at skrive på, og det er nemt at høre og blive hørt, når du taler i telefonen.

Den svage skærm og det store batteri
Efter et par timer med Moto Z2 Play begynder de første udfordringer at melde sig. Det drejer sig specifikt om skærmen og kameraet. Skærmen mangler lysstyrke, og du kan få svært ved at tyde skærmbilledet, når du bruger telefonen udendørs i sollys.

Lys er der derimod brug for, når du vil tage billeder med telefonen, for billederne bliver hurtigt uskarpe, hvis lyset ikke er optimalt. Her halter telefonen væsentligt efter flere konkurrenter.

Under motorhjelmen gemmer Moto Z2 Play på en Snapdragon 626-processor, og den er ganske udmærket til at klare hverdagsopgaver, hvor den reagerer hurtigt, mens den kløjes en smule i krævende opgaver, fx visse spil.

Batteriet er derimod ganske glimrende, og du kan uden problemer klemme en hel dags brug ud af det. Jeg kunne faktisk oftest holde gang i telefonen i godt halvanden dag, før opladeren skulle frem.

Skræddersy din Moto Z2 Play
Moto Z2 Play er i sig selv en ganske god telefon, men der er faktisk muligheder for at opgradere telefonen, hvis du stiller større krav til den – eller skaber nye behov for eksempelvis et bedre kamera.

Med Moto Z2 Play kan du købe såkaldte Mods, der er udskiftelige dele, som du nemt kobler på ryggen af telefonen. Du kan eksempelvis udvide med et større batteri, et bedre kamera eller trådløs opladning.

Det er på papiret en ganske smart løsning, men udvidelserne koster hver mellem 400 og 500 kroner, så det bliver hurtigt en dyr fornøjelse, hvis du vil skræddersy din telefon.

Find den laveste pris her
www.pricerunner.dk

+ Hurtig fingeratrykslæser
+ Fin opkaldskvalitet
+ Lang batteritid
– Skærm og kamera

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

En fin mellemklasse-telefon med god batterilevetid og udmærket ydelse.

Specifikationer

Mærke
Motorola
Processor
Qualcomm Snapdragon 626
Hukommelse (RAM)
4 GB
Lagerplads
64 GB
Skærmstørrelse
5,5 tommer
Skærmopløsning
1080 x 1920 pixels
Tilslutninger
USB-C, 3.5 mm mini-jack
Batteritid
I gennemsnit 35 timer
Batterikapacitet
3.000 mAh
Styresystem
Android 7.1.1
Netværk
802.11 a/b/g/n
Mål
15,6 x 7,6 x 0,6 cm
Vægt
0,145
Fingeraftrykslæser
Ja
Kamera
12 MP (primært), 5 MP (sekundært)
Udskifteligt microSD-kort
Ja (op til 2 TB)
Andet
Udskiftelige komponenter, hurtig opladning
Benchmark (højest er bedst)
68810