Du kan sætte en sikkerhedsstrop fast i hjørnet af telefonen.

Motorola Defy

Motorola Defy er en superrobust håndværkertelefon, men den er ikke så hurtig.

af Morten Skeldal Østergaard #Telefon #Motorola
7.3

Motorola Defy er en telefon for håndværkeren eller måske for dig, der ofte taber din telefon. Det er nemlig en særdeles robust smartphone, som er kapslet ind i et tykt lag slagfast plastik.

Vi lod telefonen falde ned på et flisegulv, og der var ikke så meget som et skramme på den, da vi samlede den op. Det er faktisk endda ikke lige så sandsynligt, at du taber Motorola Defy som så mange andre smartphones, for både bagsiden og begge sider har nogle skridsikre riller, der får telefonen til at ligge rigtig godt i hånden. Som en ekstra sikring følger der en strop med Defy, som du kan sætte fast i hjørnet af telefonen og vikle om dit håndled.

Det er en stor og tyk telefon, så det kræver en ordentlig næve for at få det bedste greb om telefonen, men har du det, sidder fingeraftrykslæseren på bagsiden også placeret, så det passer lige med pegefingeren.

Tænd- og slukknappen på siden sidder lige der, hvor man naturligt placerer tommelfingeren. Knappen er bred og nem at trykke ned, selv om man har arbejdshandsker på. Det samme kan man ikke sige om den programmerbare knap og knappen til at skrue op og ned for lyden. De er helt smalle.

Det er for det stærke ydre, du skal købe telefonen, for de indre dele er ikke lige så imponerende. Det kan godt mærkes, at det ikke er den allerhurtigste processor, der sidder i telefonen. Når du fx ruller ned gennem en lang webside med mange billeder og videoklip, har Defy en tendens til at kløjes i det, så opdateringen af skærmbilledet begynder at hakke.

Skærmen er ikke særlig lysstærk. Det er lidt underligt i en telefon, som man må formode vil blive brugt en del udendørs. Skærmen bliver endda endnu mørkere, hvis du ikke sørger for at kigge helt vinkelret ind på den, for dens betragtningsvinkler er ikke særlige vide.

Lyden fra telefonens højtalere er klar og høj, og så er der blevet plads til et godt, gammeldags hovedtelefonstik på toppen af telefonen.


+ Meget robust

+ God lyd

– Halvsløv processor

Se den bedste pris lige nu

Konklusion

Motorola Defy er en superrobust håndværkertelefon, men den er ikke så hurtig.

Specifikationer

Mærke
Motorola
Processor
Snapdragon 662
Hukommelse (RAM)
4 GB
Lagerplads
64 GB
Skærmstørrelse
6,5 tommer
Skærmopløsning
720 x 1600 pixels
Tilslutninger
USB-C, høretelefon
Batteritid
Cirka to døgn
Batterikapacitet
500 mAh
Styresystem
Android 10
Netværk
Wi-Fi 5
Mål
169,8 x 78,2 x 10,9 mm
Vægt
232 gram
Fingeraftrykslæser
Ja, på bagsiden
Kamera
48 MP, 2 MP (macro), 8 MP (selfie)
Udskifteligt microSD-kort
Ja
Benchmark (højest er bedst)
315 single core, 1426 multi-core