Du får den helt rene udgave af Android i Pixel 7 Pro.

Google Pixel 7 Pro

Pixel 7 Pro har et af de bedste kameraer, du kan købe i en telefon i dag.

af Morten Skeldal Østergaard #Telefon #Google
9.3

Pixel 7 Pro udnytter alle styrkerne i Googles eget styresystem, Android. Brugeroplevelsen i telefonen er decideret lækker, og alle menuer og apps bliver afviklende glidende uden hakkende animationer eller andre irritationsmomenter.

I de fleste telefoner bliver Android-styresystemet rettet til af producenterne af de forskellige telefonmærker, men i Pixel 7 Pro får du den helt rene udgave af Android 13 – den nyeste version af Android.

Det betyder, at du er blandt de allerførste, der får nye opdateringer til Android, fordi de ikke først skal tilrettes yderligere. Der er nogle lidt mærkværdige funktioner indbygget, som fx muligheden for at optage din snorken, mens du sover. Men det kan man jo bare lade være med at benytte sig af.

Skærmen er stor, skarp og flot. Glasset buer i siderne, og skærmbilledet går helt ud til kanten. Hvis du ser en film på skærmen, kan du glæde dig over den glimrende kontrast og de indbyggede stereohøjtalere, som faktisk leverer en fin lyd, når man tænker på, at de sidder i en mobiltelefon.

Kameraet er intet mindre end fantastisk. Det tager nogle virkeligt flotte billeder, når du blot tager telefonen op af lommen, peger på motivet og trykker på udløseren på skærmen. Kameraet kompenserer fint for lav belysning, og det tager de flotteste portrætter, vi har set fra et telefonkamera.

Videooptagelser ser nærmest professionelle ud med blandt andet en fin slow motion-funktion. Du kan optage i 4K-opløsning og med op til 240 billeder i sekundet – dog ikke begge dele samtidigt.

Du kan ikke udvide lagerpladsen, så du skal gøre op med dig selv, inden du køber, om 128 gigabytes er nok, eller om du skal punge ud for den noget dyrere udgave med 256 gigabytes.

Vi var ikke så begejstrede for batteritiden i Pixel 7 Pro, som lå på omkring et døgns tid under vores test. Efter en dag, hvor vi havde ladet telefonen fuldt op om morgenen og brugt den til lidt af hvert i løbet af dagen, var der kun 15 procent tilbage på batteriet ved sovetid.

Der er glas på både for- og bagside, og vores testmodel fik nogle små ridser i de par uger, vi brugte Pixel 7 Pro. Det er altså nok en god idé at bruge et cover sammen med telefonen.


+ Fantastisk kamera

+ Helt ren udgave af Android

– Ikke plads til microSD-kort

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Pixel 7 Pro har et af de bedste kameraer, du kan købe i en telefon i dag.

Specifikationer

Mærke
Google
Processor
Tenson G2
Hukommelse (RAM)
8 GB
Lagerplads
128 GB
Skærmstørrelse
6,7"
Skærmopløsning
3120 x 1440 pixels
Tilslutninger
USB-C
Batteritid
Cirka et døgn
Batterikapacitet
5000 mAh
Styresystem
Android 13
Netværk
Wi-Fi 6E, 5G
Mål
16,3 x 7,7 x 0,89 cm
Vægt
212 g
Fingeraftrykslæser
Ja
Kamera
50 MP, 48 MP tele, 12 MP ultravid, 10,8 MP selfie
Udskifteligt microSD-kort
Nej
Benchmark (højest er bedst)
Geekbench 5: Singlecore 1038, Multi-Core 3127