Alarmknappen sidder lige under kameraet på bagsiden af telefonen.

Doro 8110

Doro 8110 har mange gode funktioner, der hjælper ældre og handicappede med at bruge en smartphone.

af Morten Skeldal Østergaard #Telefon #Doro
8.5

Doro 8110 er et oplagt telefonvalg, hvis du har problemer med synet eller hørelsen, eller hvis du er lidt oppe i årene og ikke har haft en smartphone før.

Alt ved telefonen er gennemtænkt, så den er så nem at bruge som muligt. Det begynder allerede med den trykte kvikstartguide, der ligger i æsken sammen med telefonen. Her er den brugte skrifttype betydeligt større end normalt.

Du bliver også hjulpet på vej under opsætningen af telefonen, hvor du kan få et hurtigt grundkursus i at bruge en berøringsfølsom skærm.

Under opsætningen kan du også indtaste navne og numre på dine nærmeste. Deres kontaktinformationer bliver koblet til den særlige alarmknap på bagsiden. Hvis du holder den nede eller trykker på den tre gange lige efter hinanden, udsender Doro 8110 en høj lyd, og der bliver sendt en besked til til dine kontakter, om at du er i vanskeligheder.

Lyden i samtaler er høj og klar, og hvis du bruger et headset, kan du også få skruet højere op for det ene øre, hvis hørelsen ikke er lige god på begge ører.

De fleste tekster er skrevet med store, tydelige bogstaver. Det gælder særligt Doros egen indstillingsmenu, der gør det nemt at rette telefonen til, så alt er, som du vil have det.

Det kan undre lidt, at den automatiske justering af skærmens lysstyrke er indstillet meget lavt. Vi var nødt til at slå automatikken fra og skrue helt op for lysstyrken for bedre at kunne tyde, hvad der stod på skærmen. Det er lidt mærkeligt, når der ellers er tænkt på at tilbyde særlige skærmindstillinger til blandt andet farveblinde.

Kameraet tager nogenlunde fine billeder i god belysning, men hvis der ikke er rigeligt med dagslys, bliver billederne enten underbelyste eller domineret af kameraets voldsomme blitz.


+ Meget nem at bruge

+ Alarmknap

– Lav lysstyrke i skærmen

Se den bedste pris lige nu

Konklusion

Doro 8110 har mange gode funktioner, der hjælper ældre og handicappede med at bruge en smartphone.

Specifikationer

Mærke
Doro
Processor
Spreadtrum SC9863A
Hukommelse (RAM)
2 GB
Lagerplads
32 GB
Skærmstørrelse
6,1"
Skærmopløsning
1560 x 720 pixels
Tilslutninger
USB-C
Batteritid
Cirka et døgn
Batterikapacitet
3000 mAh
Styresystem
Android 11
Mål
15,6 x 7,3 x 0,92 cm
Vægt
167 gram
Fingeraftrykslæser
Nej
Kamera
13 MP, 5 MP (front)
Udskifteligt microSD-kort
Ja
Benchmark (højest er bedst)
Geekbench: single-core 128, multi-core 480