Test av iPhone 11

Apple iPhone 11

Årets iPhone har fået en ny processor og et ekstra kamera, men savner fornyelse.

af #Telefon #Apple
8.9

”Lav aldrig om på et vellykket koncept,” ser ud til at være Apples motto. Det gjaldt efterårets nye iPad, og det gælder i endnu højere grad iPhone 11. Det er forståeligt, at Apple tænker sådan, for iPhone er en regulær triumf, når det gælder samspillet mellem hardware og styresystem. Få andre produkter fungerer lige så gnidningsløst som en iPhone, og den er stadig den bedste i klassen. Men det føles altså, som om vi nærmer os pensionsalderen.

Årets iPhone 11 er i det ydre stort set identisk med iPhone Xr fra 2018. Den eneste forskel er, at 11’eren har to kameraer på bagsiden. Det store problem er dog, at formgivningen, som var spændende, dengang iPhone Xr blev lanceret for et år siden, nu begynder at virke gammeldags.

De brede sorte kanter rundt om skærmen og det enorme sorte indhak, der gemmer på frontkameraet og nogle sensorer, virker lidt forældede. Sammenlignet med de seneste Android-telefoner føles iPhone ikke førende på markedet, men snarere lidt klodset.

Under overfladen er der heldigvis sket lidt mere: Vi får en ny processor, lidt bedre batteritid og bedre beskyttelse mod vand. Vores målinger af ydelsen imponerer, og iPhone 11 er for eksempel 218 procent hurtigere end iPhone X og 134 procent hurtigere end  iPhone Xr. Alt dette kunne vi mærke, da vi brugte telefonen. Det meste går hurtigt og mere smidigt. Men i dagligdags brug er forskellen minimal.

Den store nyhed i iPhone 11 er bagsidekameraet, som nu blandt andet har fået en natindstilling, så man endelig kan tage billeder i dårligt lys med en iPhone. Det fungerer virkelig, og kameraet er i klasse med de føren­de konkurrenter, måske endda også en smule bedre.

Selv den nye ultravidvinkelindstilling er rigtig god og giver dig cirka 35 procent mere med af motivet. Kamera-app’en er fantastisk enkel at bruge, og det er en fryd at fotografere med iPhone 11. Det er her, vi finder iPhones helt store styrke.

Det er helt sikkert godt, at iPhone 11 er et par hundrede kroner billigere end iPhone Xr, da den var ny, men det er stadig svært at anbefale iPhone 11. Prisen er uhørt høj, især nu hvor prisen på iPhone Xr er sænket til 5.500 kroner.


+ Høj ydelse
+ Fantastisk kamera
 Meget dyr
 Lidt træt design


Se den bedste pris lige nu

Konklusion

Markedets bedste telefon er blevet endnu bedre, men den er kun for alvor interessant for den, som fotograferer meget.

Specifikationer

Mærke
Apple
Processor
Apple A13 Bionic
Hukommelse (RAM)
4 GB
Lagerplads
64 GB
Skærmstørrelse
6,1 tommer
Skærmopløsning
1792 x 828 pixels
Tilslutninger
Bluetooth 5.0, Lightning
Batterikapacitet
3110 mAh
Styresystem
iOS 13
Netværk
Wi-Fi 6
Mål
150,9 x 75,7 x 8,3 mm
Vægt
194 g
Kamera
12+12 / 12 megapixel (bag- / forside)
Benchmark (højest er bedst)
525203 (Antutu)