Logitech G815

Logitech kalder selv sit nye tastatur G815 for et gaming-tastatur, men det ligner nu ikke et typisk ét af slagsen. Hvis man ser bort fra det kulørte lys i tasterne, så er tastaturet nemlig ret enkelt udformet. Det er et af de fladeste tastaturer, vi har haft fingrene på. Faktisk rager det kun 22 millimeter op over bordet, hvis du lader med at slå fødderne ud for at hæve bagkanten. Den lave profil giver tastaturet et lidt anderledes og elegant udseende. Det betyder også, at hele tastaturets bagside har berøring med bordfladen, og det får det til at stå særdeles godt fast.

Logitech G815 har mekaniske taster, som er behagelige at skrive på. Tasterne skal ikke trykkes så langt ned, men du er aldrig i tvivl om dit tastetryk er registreret for det ledsages af en diskret klik-lyd, når tasten er i bund. Det ville have været et virkelig godt tastatur, at skrive på, hvis det ikke lige var for en enkelt lille detalje: Enter-tasten er lige så høj som alle andre taster og ikke dobbelt så høj som på de fleste tastaturer. Hvis du skriver blindskrift, kan du godt forberede dig på, at det vil give en del problemer. Jeg brugte G815 i en tre ugers periode, og jeg nåede aldrig at vænne mig helt til størrelsen af Enter-tasten med det resultat, at mange af mine tekstafsnit blev afsluttet med en apostrof i stedet for et linjeskift, som jeg egentlig havde tænkt mig.

G815 er altså mest anvendeligt som spiltastatur, og det har fem praktiske genvejstaster, som du selv kan skræddersy. De sidder til venstre for tasterne, så de kan nås med lillefingeren, hvis du sidder med venstre hånds fingre på spiltasterne W, A, S og D.

Du kan styre tastaturets farveprofiler med gummiagtige taster, der sidder over F-tasterne. Her sidder også en knap til ændre lysstyrken i tasterne. Yderst til højre i toppen sidder en rullepind, som kan bruges til at skrue op og ned for lyden. Den er nemt at finde uden kigge på tastaturet, så du behøver ikke at slippe begivenhederne på skærmen med øjnene.

+ Gode taster

+ Slankt design

– Lille Enter-tast

Conclusion