Masterkeys MK750

Cooler Master Masterkeys MK750

Cooler Master Masterkeys MK750 er et bundsolidt tastaur, der sagtens kan bruges til helt almindelige computer-ting, selvom det er designet til computerspil.

af Martin Haverholm #Tastatur #Cooler Master
9.2

Allerede da jeg pakker Cooler Masters masterkeys MK750 ud, føler jeg, at tastaturet er af solid kvalitet:  Overdelen er lavet af aluminium, som giver en god vægt og stabilitet, og det aftagelige kabel er omvundet af vævet nylon, der gør det ekstra slidstærkt. Alt lugter af kvalitet.

Skriveoplevelsen er også i top med tastekontakter fra det tyske firma Cherry, som regnes for at være blandt verdens bedste mekaniske tastekontakter. Du kan desuden vælge imellem tre slags, så du får præcis den modstand i tasterne, du bedst kan lide. Desuden er der fire media-taster øverst til højre, der dog ikke har Cherry-kontakter, men stadig er en fin detalje.

En anden fin detalje ved Masterkeys MK750 er den behagelige, medfølgende håndledsstøtte, der let kan af- og på-monteres ved hjælp af magneter. Desværre er magneterne ret svage, så støtten glider let væk fra tastaturet alligevel. Det er en skam.

Synes du, det er sjovt at indstille lyset i tastaturet og give tasterne nye funktioner og meget mere, kan du også installere Cooler Masters program “Portal”, der gør det nemt at finjustere alt. Har du slet ikke brug for at indstille ting, eller kun for nogle helt enkle justeringer, kan det dog klares direkte fra tastaturet, så du ikke behøver at installere noget.

Alt i alt er Cooler Master Masterkeys MK750 et rigtigt godt tastatur, som jeg kun har én reel klage over, nemlig håndledsstøtten. Prisen kan virke høj for et tastatur, men det er nogenlunde prislejet for tastaturer af denne kvalitet.

 

+Byggekvalitet i top
+Super gode taster
+Håndledsstøtte medfølger
-Dårlige magneter i håndledsstøtte.

 

Find laveste pris:

Pricerunner.dk

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Med Masterkeys MK750 har Cooler Master lavet et virkelig godt tastatur, der kan sikre din skriveglæde i mange år fremover. Det ville dog have været en fordel, hvis håndledsstøtten havde siddet lidt bedre fast.

Specifikationer

Mærke
Cooler Master
Forbindelse
USB
Antal taster
105 + 4 medietaster
Lys i taster
Ja, RGB, med 16,7 millioner farver
Kabelængde
1,8 meter
Andet
Cherry MX-tastekontakter, håndledsstøtte