Håndledshvileren holdes på plads af nogle kraftige magneter.

ASUS ROG Strix Scope TKL Deluxe

ROG Strix Scope TKL Deluxe er et virkelig lækkert tastatur, men du skal være forberedt på, at det udsender en svag hyletone.

af Morten Skeldal Østergaard #Tastatur #Asus
8.0

Der er tilføjet et “Deluxe” i slutningen af navnet på det nye Strix Scope-tastatur fra ASUS – og det er velfortjent, for det kompakte tastatur emmer af kvalitet og sans for detaljer.

Tasterne er godt belyst, og de giver lige tilpas modstand, når man trykker på dem. Efter vores smag måtte de dog gerne kunne bevæge sig en anelse længere ned, så man fik lidt bedre føling, når man skriver på dem, men der er taget hensyn til spilfolket, som sætter pris på hurtige, mekaniske taster.

Det er en fornøjelse at skrive på Strix Scope TKL Deluxe, og det bliver kun endnu bedre, når du kobler den bløde håndledshviler fast foran ved hjælp af skjulte magneter.

Det eneste problem, vi kunne finde ved tastaturet, er en smule mærkværdigt, for det er noget, vi aldrig er stødt på før: Tasturet udsender en svag hyletone, som stiger, når du skruer mere op for lyset i tasterne. Hvis du har en pc med en støjende blæser, bliver hyletonen overdøvet, men hvis din pc er meget støjsvag, og du har en god hørelse, så kan det sagtens gå hen og blive temmelig irriterende i længden.

På undersiden kan du klappe et par solide fødder ud for at få tasterne op i en bedre højde, og de gummibeklædte dele under tastaturet sørger for, at det står virkelig godt fast.

Forbindelsen til pc’en klares af et kraftigt stofkabel. Det er en positiv overraskelse, at kablet ikke er fastmonteret, så du kan selv skifte det, hvis det går i stykker, eller du gerne vil have et længere kabel.


+ Gode taster

+ Står godt fast

+ Håndledshviler med magnetkobling

– LED-belysningen udsender hyletone

Se den bedste pris lige nu

Konklusion

ROG Strix Scope TKL Deluxe er et virkelig lækkert tastatur, men du skal være forberedt på, at det udsender en svag hyletone.

Specifikationer

Mærke
Asus
Forbindelse
USB-kabel
Lys i taster
Ja
Kabelængde
1,8 meter