Microsoft Surface Pro 8
Surface Pro 8 er en stor og dyr tablet, som giver bedst mening, hvis du bare ikke kan undvære Windows.
Microsofts Surface Pro 8 er en luksustablet for dig, der ikke har lyst til at give slip på Windows, når du bruger en tablet.
Det er svært at komme udenom, at Surface Pro 8 er stor og tung. Skærmen er på hele 13 tommer – større end selv den største iPad-model. Det gør det til en fornøjelse at se film og billeder på skærmen, der er så lysstærk, at den kan bruges i de fleste omgivelser.
Windows kører hurtigt og gnidningsfrit, og Surface Pro 8’s indbyggede SSD er med til at sætte ekstra fart på opstart af både Windows og programmer. Resten af de indre komponenter lever ikke helt op til den høje pris, men den samlede oplevelse af tablettens ydelse er god.
Selfie-kameraet kan bruges til sikkerhedsfunktionen Windows Hello, så du kan logge på Windows ved hjælp af ansigtsgenkendelse. Hele opstartsforløbet er en fornøjelse, for det tager kun få sekunder, fra du har tændt for tabletten, til Windows er klar til brug – helt uden brug af pinkoder, låsemønstre eller kodeord.
Windows 11 er ikke helt så nemt at styre med fingrene som Android og Apples iPadOS, som begge er skabt primært til fingerbetjening. Surface Pro 8 giver bedst mening, hvis du har nogle Windows-programmer, du bare ikke kan undvære.
Opladningen sker med et magnetisk ladestik. Det er ret smart, fordi det falder ud uden at gøre skade, hvis nogen kommer til at snuble i ledningen. Det er Microsofts eget stik, så du kan ikke bare låne et USB-C-ladekabel, når du er på farten. Der er altså ingen vej uden om at slæbe strømforsyning og kabel med dig, hvis du skal være væk hjemmefra i længere tid.
Fordi Surface Pro 8 er så stor og tung, er det rart, at du bare kan stille den på bordet, når du bruger den. Der sidder en stor, solid klap på bagsiden, som du kan vippe ud og bruge som støtte til at holde tabletten oprejst på bordet.
Surface Pro 8 har et skræddersyet tastatur, som du kan tilkøbe, så du kan bruge tabletten som en bærbar Windows-pc. Vi afprøvede også tastaturet, og det er efter vores mening ikke sin høje pris på næsten 1.500 kroner værd. Det er en tynd stofbelagt plade med taster, og du kan næsten ikke mærke tasterne, når du skriver på dem. Hvis du vil bruge et tastatur sammen med Surface Pro 8, får du meget mere for pengene med et godt Bluetooth-tastatur fra en anden producent.
+ Flot, stor skærm
+ Log på Windows med ansigtet
– Meget høj pris
Se den bedste pris lige nu
Conclusion
Surface Pro 8 er en stor og dyr tablet, som giver bedst mening, hvis du bare ikke kan undvære Windows.
Specifikationer
- Mærke
- Microsoft
- Processor
- Intel Core i5-1135G7, 2,40 GHz
- Hukommelse (RAM)
- 8 gigabytes
- Lagerplads
- 250 GB
- Skærmstørrelse
- 13"
- Skærmopløsning
- 2880 x 1920 pixels
- Batteritid
- Op tll 16 timer
- Tilslutninger
- 2 x USB-C 4.0/Thunderbolt 4, hovedtelefon
- Styresystem
- Windows 11 Home
- Mål
- 28,7 x 20,8 x 0,93 cm
- Vægt
- 891 gram
- Kamera
- 10 MP (bagpå), 5 MP selfie-kamera
- Udskifteligt microSD-kort
- Nej
- Netværk
- Wi-Fi 6, Bluetooth 5.1
- Andet
- Grafik: Intel Iris Xe
- Benchmark (højest er bedst)
- Passsmark 3614: CPU 11540, 2D 431, 3D 2861, Memory 2131, Disk 20252