Huawei MediaPad M5
Huaweis nye MediaPad M5 er den bedste Android-tablet, du kan købe i denne prisklasse. Den er hurtig, den har en god skærm, og så er lyden fra de indbyggede højtalere i en klasse helt for sig selv.
Det kinesiske firma Huawei har for længst hævet sig fra en plads blandt discountmærkerne til en seriøs udfordrer til Apple og Samsung. Huaweis telefoner er med helt i front, og nu lancerer virksomheden så også sin hidtil bedste tablet. Huawei MediaPad M5 har en god og lysstærk skærm på 10,8 tommer. Skærmen har en forholdsvis høj opløsning, og film og tv-serier står virkelig flot på den.
Lyden er overvældende god, når man tager i betragtning, at den kommer fra en lille og flad tablet. En serie huller til højtalerne på bagsiden sørger for, at du får en stereoeffekt, uanset om du holder MediaPad M5 på langs eller højkant. Det kunne andre producenter godt lære noget af.
Til gengæld er der ikke noget hovedtelefonstik. Du må enten benytte et sæt Bluetooth-hovedtelefoner eller bruge den medfølgende adapter til at slutte dine hovedtelefoner til USB-porten. Hastigheden på MediaPad M5 er god, men den kan ikke helt følge med den seneste iPad fra Apple. Mine målinger af processorhastigheden viste, at iPad var noget hurtigere. Det kunne også mærkes i praksis, da jeg åbnede et satellitkort i Google Maps på begge tablets. Kortet på iPad kunne sagtens følge med min finger rundt på skærmen, mens MediaPad M5 haltede lidt efter, så jeg mistede den umiddelbare fornemmelse af, at fingeren havde direkte kontakt med kortet på skærmen.
Hurtig fingeraftrykslæser
I den berøringsfølsomme hjem-knap gemmer sig en fingeraftrykslæser. Den læser dit fingeraftryk og låser MediaPad M5 op så hurtigt, at man nærmest glemmer, at den er der.
Det indbyggede batteri er på 7.500 mAh og kan holde MediaPad kørende i op til 10 timer. Det bedste ved batteriet er dog, at det kan lades helt op fra 0 til 100 procent på tre timer med den medfølgende oplader.
Kameraerne på både for- og bagside er bedre, end den slags sædvanligvis er på tablets. Hvis du bruger din tablet til videosamtaler via fx Skype, giver MediaPad M5 en rigtig fin oplevelse takket være kombinationen af den vellykkede skærm, kamera og lyd.
Jeg testede en model med 4G-mobilnetværk, men de fleste vil nok være bedre tjent med wi-fi-udgaven af MediaPad M5, som koster cirka 400 kroner mindre. Prisen ligger dog stadig en del højere end den tilsvarende version af iPad, som er den tablet, hvor du får mest for pengene lige nu. Men hvis din tablet SKAL være udstyret med Android, får du svært ved at finde et bedre bud til denne pris. Til sammenligning er fx Samsungs S3-tablet på mange områder bedre, men også en del dyrere.
Se den bedste pris lige nu
Conclusion
Huawei MediaPad M5 er en rigtig god Android-tablet, hvor især lyden og skærmen skiller sig positivt ud fra konkurrenterne.
Specifikationer
- Mærke
- Huawei
- Processor
- Kirin 960
- Hukommelse (RAM)
- 4 gigabytes
- Lagerplads
- 64 gigabytes
- Skærmstørrelse
- 10,8 tommer
- Skærmopløsning
- 2560 x 1600 pixels
- Styresystem
- Android
- Vægt
- 498 gram