Højtalerne i iPad sidder gemt i højre side, når man spiller eller ser film på den lange led.

iPad Air (2019)

iPad Air er en god og hurtig tablet for dig, der gerne have noget, der er lidt bedre end grundmodellen.

af #Tablet #Apple
9.3

Apples iPad har snart 10 år på bagen, og den populære tablet har lige siden lanceringen i 2010 været den bedste af sin slags. Der findes et stort udvalg af Android-tablets, men det er endnu ikke lykkedes for nogen af dem at vippe iPad af tronen, som den bedste tablet. Vi kan godt afsløre, at det heller ikke kommer til at ske denne gang.

iPad Air er en af de fire forskellige serier af iPads. Udover Air er der luksusudgaven iPad Pro, den almindelige iPad og iPad Mini. iPad Air lægger sig pris- og ydelsesmæssigt mellem iPad Pro og den regulære iPad. Det kan være lidt svært svært at se, hvad tilnavnet Air henviser til, for iPad Air er blot 1,4 mm tyndere og 13 gram lettere end iPad.

Skærmen er på iPad Air er dog større, og elektronikken inde bag skærmen er lidt hurtigere end i iPad. Det kan fx mærkes på tunge nyhedshjemmesider fyldt med billeder og blinkende annoncer. Fornemmelsen når man skubber siden op og ned på skærmen er bare mere flydende og naturlig på iPad Air.

iPad Air bruger Apples TrueTone-teknologi til at styre skærmens lys i forhold til omgivelserne. Det fungerer fint, og skærmen er nem at læse under næsten alle forhold. Kun i direkte sollys bliver det lidt svært at se, hvad der sker på skærmen.

Styresystemet er Apples eget iOS, og det fungerer som altid upåklageligt. Du får ikke helt så mange muligheder som i Android for fx at skræddersy hjemmeskærmen med widgets, der hele tiden opdateres med vejrudsigten eller kalenderaftaler. Til gengæld så er systemet meget nemt at overskue, og apps, der kører på iOS, har en tendens til at bruge det samme formsprog og de samme ikoner, så det er som regel nemmere at komme igang med en ny app.

Der sidder kun højtalere i bunden af iPad Air. Det betyder, at hvis du vender den på langs for at se en film i bredformat, så kommer der kun lyd ud i den ene side. Der kunne Apple godt følge eksemplet fra mange andre tablets og installere højtalere, så man fik stereolyd ligegyldigt, hvordan man vendte sin tablet.

iPad Air er en fremragende tablet, som vi anbefaler, hvis du vil have lidt ekstra og er klar til at betale for det, men iPad Air koster altså over 50 procent mere end iPad, som vil være et godt køb for alle andre end de mest krævende brugere. Du kan læse vores test af iPad i Testzonen på vores hjemmeside.

 


+ Hurtig

+ God skærm

+ Nem at bruge

– Kun højtalere i bunden

Se den bedste pris lige nu

Konklusion

iPad Air er en god og hurtig tablet for dig, der gerne have noget, der er lidt bedre end grundmodellen.

Specifikationer

Mærke
Apple
Processor
A12 Bionic
Lagerplads
64 gigabytes
Skærmstørrelse
10,5 tommer
Skærmopløsning
2224 x 1668 pixels (4:3)
Batteritid
Op til 10 timer
Tilslutninger
Apple Lightning
Styresystem
iOS 12
Mål
250,6 x 174,1 x 6,1 mm
Vægt
456 gram
Kamera
8 megapixels (bagpå), 7 megapixels (foran)
Udskifteligt microSD-kort
Nej
Netværk
802.11ac, Bluetooth 5.0
Benchmark (højest er bedst)
11297 (Geekbench)