Web-kameraet på toppen kan klikkes op, når der er brug for det.

Philips 439P9H SuperWide Curved LCD Display

Den superbrede skærm fra Philips gør det muligt at arbejde mere effektivt med flere åbne vinduer på skærmen samtidigt.

af Morten Skeldal Østergaard #Skærm #Philips
9.6

Denne superbrede skærm fra Phillips er et særdeles godt alternativ til at have to skærme koblet til pc’en. 439P9H har nemlig præcis samme skærmbredde som to almindelige 16:10-skærme stillet ved siden af hinanden.

Selv om vi godt vidste, hvad der befandt sig i kassen, så blev vi alligevel lidt overraskede, da vi fik skærmen op at stå på bordet. Den er nemlig EKSTREMT bred!  Faktisk er den over tre gange så bred, som den er høj, hvor mere gængse skærme jo ikke engang er dobbelt så brede som højden.

Skærmen er en smule kurvet, for at du ikke skal komme til at se på den yderste del af skærmbilledet i en alt for skæv vinkel. Det fungerer fint, men det er alligevel svært at bruge hele skærmens bredde, med mindre man sætter sig noget længere fra den, end man ville med en mere traditionel skærm.

Selv om man er vant til at arbejde på to skærme, så er det en helt ny oplevelse at have et samlet skærmareal i den bredde uden rammerne fra de to skærme i midten af synsfeltet. Vi begyndte helt naturligt at have det vigtigste arbejdsvindue i midten, og så var der faktisk rigeligt med plads til et vindue i begge sider også. Til kontorarbejde, hvor du skal skrive en tekst, mens du henter oplysninger fra andre åbne vinduer samtidigt, er skærmen et fantastisk arbejdsredskab.

Billedet er skarpt og godt belyst, og kontrasten er fremragende med en meget mørk gengivelse af sort.

Det er ikke en skærm, der er bygget specifikt til spil, så du får ingen særlige funktioner i den afdeling. Det samme gælder film, der simpelthen er for smalle til at fylde skærmen – selv de bredeste Hollywood-film.

At det er en skærm til kontorbrug understreges af de alsidige tilslutningsmuligheder. Der sidder en komplet dockingstation på undersiden af skærmen, så du kan koble computerudstyr som tastatur, mus og kabelnetværk til skærmen, og så blot tilslutte en computer ved hjælp af et USB C-kabel og på den måde koble computeren til alt på én gang. Du får oven i købet også adgang til det indbyggede web-kamera, som du kan klikke op af skærmens top, når der er brug for det.

Foden er den mest solide, vi har set på en skærm. Den er tung og udformet i metal, så den rokker sig ikke ud af flækken, når du tager fat i skærmen, for at dreje eller vippe den lidt.


+ Fantastisk arbejdsredskab

+ God billedkvalitet

– Skærmen er for bred til nogle formål

Se den bedste pris lige nu

Konklusion

Den brede skærm fra Philips gør det meget nemmere at arbejde med flere åbne vinduer på samme tid.

Specifikationer

Mærke
Philips
Størrelse
43,4 tommer
Opløsning
3840 x 1200 pixels
Kontrast
3.000:1
Lysstyrke
450 cd/m²
Format
32:10
Tilslutning
2x DisplayPort 1.4, 1 x HDMI 2.0b, 2 x USB-C 3.2 Gen 1, 4 x USB 3.2, Ethernet-netværk
Paneltype
VA
Højttalere
2 x 5 W
Betragtningsvinkel
178° (vandret)/178° (lodret)
Elforbrug
41,8 watt
Responstid
4 ms
Mål
1058 × 560 × 303 mm
Vægt
14,37 kg
Andet
Indbygget webcam