En lille projektør viser skærmens logo under den — en funktion de fleste nok kan leve uden.

ASUS ROG Swift PG43UQ

Skærmen er enorm, så den er svær at bruge som almindelig computerskærm, men den fungerer fint som et deltidsfjernsyn.

af Morten Skeldal Østergaard #Skærm #Asus
8.6

Normalt vil vi sige, at en computerskærm aldrig kan være for stor, men vi har ændret vores opfattelse lidt efter at have siddet lidt for tæt på ASUS’ nye 43-tommer store skærm i nogle dage.

ASUS ROG Swift PG43UQ har ellers et flot, lysstærkt billede. Opløsningen er fulgt med størrelsen, så man kan heller ikke klage over skarpheden. Selv med næsen helt henne ved skærmen, kunne vi ikke tyde de enkelte pixels i billedet. Det er et overvældende syn, at arbejde med helt dagligdags opgaver i Windows, og der er fin plads til, at du kan have mange vinduer på skærmen samtidigt.

Vi forsøgte at sætte os i samme afstand fra skærmen, som vi plejer at gøre med vores mere almindelige 27-skærm. Det vil sige, at øjnene er cirka 40 centimeter fra skærmen. På PG43UQ betød det, at de yderste dele af skærmen blev misfarvede, fordi vi simpelt hen så for skævt ind på skærmen, når vi drejede hovedet. Det optimale er at sidde mindst en meter fra den store skærm og faktisk gerne også lidt mere. Det sætter selvfølgelig en begrænsning i forhold til kontorets og skrivebordets minimumsstørrelse.

Rog Swift PG43U egner sig fint som en mellemting mellem et tv og en computerskærm, hvis du har den stående i et rum, der bliver brugt til lidt af hvert. Der er mange indgange på skærmen, og det lægger op til, at du både kan tilkoble en Chromecast og måske en spillemaskine som PlayStation til kæmpeskærmen. Til det brug er det bare en ekstra hjælp, at der også medfølger en lille fjernbetjening til fx at skifte hvilken port, skærmen skal vise input fra.

I spil viser skærmen for alvor, hvad den kan. Billedet står roligt og skarpt, og det er sådan set mest et spørgsmål om dit grafikkort kan levere et billede i en tilpas høj opløsning til at få fuldt udbytte af skærmens Ultra HD-opløsning.

Når du skal indstille skærmens indstillinger, skal du have hånden om på bagsiden. Der sidder en lille styrepind og nogle store, lidt mærkeligt formede knapper. Det kan være lidt svært at føle sig frem, og vi kom flere gange til at slukke for skærmen ved et uheld. Det er heller ikke så intuitivt at finde rundt i menuerne, hvis man fx skal skifte skærmprofil for at ændre farver og lys i skærmen.

Rent fysisk er der ikke de store indstillingsmuligheder. Du kan vippe skærmen lidt, så du ændrer vinklen, du kigger på den i, men det er også den eneste ergonomiske indstilling. PG43UQ står fast, hvor du har stillet den uden at kunne at kunne hæves, sænkes eller drejes.

Når du modtager din nye skærm, er den i øvrigt helt klar til brug. Det er lidt usædvanligt, at du kan hive en computerskærm direkte op af leveringskassen i færdigsamlet tilstand. Du skal bare sætte kabler i til billedsignal og strøm, så er skærmen klar til brug. Det er selvfølgelig som regel kun noget, man har brug for at gøre én gang, men det er alligevel rart at slippe for at skulle bakse rundt med den store skærm for at få sat en fod på den.


+ Flot billede

+ Høj opløsning

– Besværlige indstillinger

Se den bedste pris lige nu

Konklusion

Skærmen er enorm, så den er svær at bruge som almindelig computerskærm, men den fungerer fint som et deltidsfjernsyn.

Specifikationer

Mærke
Asus
Størrelse
43 tommer
Opløsning
3840 x 2160 pixels
Kontrast
4000 :1
Lysstyrke
1000 cd/㎡
Format
16:9
Tilslutning
HDMI (v2.0) x 2, DisplayPort 1.4 x 2, 3.5 mm Mini-Jack input, 3.5 mm Mini-Jack output, 2 x USB 3.2
Paneltype
VA
Højttalere
10 W x 2 Stereo RMS
Betragtningsvinkel
178° (H) / 178° (V)
Elforbrug
48 watt, 0,5 watt i dvale
Responstid
1 ms
Mål
974,58 x 631,31 x 242,19 mm
Vægt
15,3 kg