AOC Agon AG493UCX

AOC-skærmen virker nærmest grotesk bred, men den giver dig også mulighed for at have et vrimmel af vinduer åbne ved siden af hinanden.

af Morten Skeldal Østergaard #Skærm #AOC
8.0

Det vanvittigt brede skærmformat på AOC’s nye 49 tommer store computerskærm er på samme tid dens største fortrin og ulempe.

Forholdet mellem bredde og højde i AOC Agon AG493UCX er 32:9, og det er jo altså lige præcis dobbelt så bredt som det mest almindelige skærmformat, 16:9.

Skærmen tager sig nærmest majestætisk ud, når man har fået bakset den op på den store, stærke fod. Det kræver selvfølgelig noget plads på bordet, men foden er så slank, at den ikke fylder mere end højest nødvendigt.

AG493UCX har fine indstillingsmuligheder rent ergonomisk, for du kan både hæve, sænke, dreje og vippe skærmen med et godt tag i siderne af den. Derfor er det også nemt at få skærmen til at stå, som du vil have den, og den buede form sørger for, at du ikke kommer til at kigge alt for skævt ind på skærmens yderkanter.

Hvis du sidder meget tæt på skærmen, må du dreje hovedet for at se, hvad der sker i kanten af billedet, og det er fristende at rykke skærmen lidt længere tilbage på bordet, end man ville med en almindelig skærm. Det har AOC tænkt på, og der følger en lille fjernbetjening med i kassen, så du blandt andet kan tænde og slukke og styre lyd- og lysstyrke uden at skulle pille ved skærmens knapper. Faktisk er det nemmere at bruge fjernbetjeningen end knapperne på undersiden af skærmen til at ændre på skærmens indstillinger.

En skærm i denne bredde egner sig godt til mange slags computerspil. Vi åbnede skydespillet Counter-Strike og fik et rigtig godt overblik over banen, hvor spillet foregik. Det kan simpelt hen ikke lade sig gøre at overskue hele billedet på én gang, men det giver alligevel en reaktionsfordel, fordi man kan ane bevægelser ud af øjenkrogen og på den måde opdage modstandere hurtigere, end man ville på en skærm, der var halvt så bred.

Nogle spil og programmer har informationer placeret i kanten af skærmbilledet, og det gør det lidt svært at holde styr på det hele, mens du har øjnene fokuseret på den midterste del. Det er til gengæld en ren fornøjelse at arbejde med flere vinduer åbne i Windows. Vi havde uden problemer fire vinduer side om side og kunne hurtigt kopiere tekst fra det ene til det andet uden at skulle bladre søgende rundt mellem vinduer, der gemte sig bag hinanden.

Vi kørte også et par serier fra Netflix på AG493UCX, og det egner skærmen sig knapt så godt til. Tv-serier er skabt til 16:9-skærme, så vi blev præsenteret for nogle lige lovligt store sorte blokke i billedet.

Skærmen har et fint udvalg af tilslutninger på bagsiden. Den mest specielle er en USB-C-port, som leverer strøm nok til at oplade en bærbar pc – såfremt selvfølgelig at computeren får strøm via USB-C.


+ Plads til mange vinduer på samme tid

+ Fjernbetjening

– Besværlig betjening

 

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

AOC-skærmen virker nærmest grotesk bred, men den giver dig også mulighed for at have et vrimmel af vinduer åbne ved siden af hinanden.

Specifikationer

Mærke
AOC
Størrelse
49 tommer
Opløsning
5120 x 1440 pixels
Kontrast
3000:1
Lysstyrke
550 cd/m²
Format
32:9
Tilslutning
HDMI 2.0 x 2, DisplayPort 1.4 x 2, USB-C , USB 3.2 Gen1 x 3
Paneltype
VA
Højttalere
Ja
Elforbrug
60 watt, 0,5 watt i standby
Responstid
1 ms
Mål
119,4 x 46,7 x 30,8 cm
Vægt
14,4 kg