Skærmens metalfod er med til at løfte den højt over bordet.

AOC AGON AG273QZ 27

AGON AG273QZ er en suveræn skærm, men du skal have brug for de særlige spilfunktioner, for at den er prisen værd.

af Morten Skeldal Østergaard #Skærm #AOC
9.4

Du får et fremragende billede med AOC’s nye 27 tommer skærm, men du skal også være forberedt på et velvoksent dræn på Dankortet.

AGON AG273QZ lever heldigvis op til den høje pris. Skærmen leverer et fremragende billede — særligt når billedet skal opdateres hurtigt i actionfyldte skydespil. Der er ingen tegn på de småfejl i billedet, som ellers kan ødelægge oplevelsen i billigere skærme. Ved hjælp af AMD Freesync synkroniseres strømmen af billeder fra grafikortet med skærmen, så du helt slipper for skærmbilleder, der kun opdateres delvist.

Der er ingen skæmmende knapper på forsiden af skærmen, men det er alligevel nemt at indstille den, som du vil have det. Der sidder en lille styrepind under logoet i bunden af skærmen. Den bruger du til at manøvrere rundt i skærmens menuer. Det tager kun et øjeblik at skifte farveskema, hvis du fx lukker et spil og går i gang med noget tekstbehandling.

AG273QZ kan indstilles fysisk, lige som du vil have det. Du kan tilte, dreje, hæve og sænke skærmen med et snuptag, og du kan endda vippe den op på højkant, hvis du skulle få lyst til det. Sammen med tilslutningerne i bunden sidder også en USB-hub med hele fire USB-porte. Så slipper du får at skulle trække alle dine USB-kabler hele vejen til computeren.

Det er en trist kendsgerning, at alt grej, der er beregnet til at spille på pc’en koster ekstra. Ofte koster gaming-produkterne endda MEGET mere end de almindelige mus, skærme og tastaturer. AGON 273QZ 27 er ingen undtagelse. De billigste 27-tommer skærme koster under 1.000 kroner, så med et prisskilt på lige under 6.000 kroner får du virkelig lov til at betale for de særlige spilfunktioner i AGON AG273QZ.


+ Fantastisk billede

+ Indbygget USB-hub

+ Nem at indstille

Se den bedste pris lige nu

Konklusion

AGON AG273QZ er en suveræn skærm, men du skal have brug for de særlige spilfunktioner, for at den er prisen værd.

Specifikationer

Mærke
AOC
Størrelse
27 tommer
Opløsning
2560 x 1440 pixels
Kontrast
1000:1
Lysstyrke
400 cd/m²
Format
16:9
Tilslutning
DisplayPort 1.4 x 2, HDMI 2.0 x 2, USB 3.2 x 4, 3.5mm Audio Jack x 2 (Mic In/Headphone Out)
Paneltype
TN
Højttalere
Ja, 2 x 5 watt
Elforbrug
52 watt
Responstid
0,5 ms
Mål
562,4 x 613,5 x 289,45 mm
Vægt
8,4 kg
Andet
Opdateringshastighed: 240 Hz