Du kan slutte netværksudstyr til NR2101 med et netværkskabel takket være porten på siden routeren.

ZyXel 5G Mobile WiFi NR2101

ZyXELs router er ikke blandt de hurtigste 5G-routere, men det er praktisk, at du kan bruge den med udstyr, der kræver kabelnetværk.

af Morten Skeldal Østergaard #Router #ZyXEL
7.8

ZyXEL NR2101 er en kompakt, transportabel router, som måske ikke er blandt de hurtigste, men den er nem at indstille, og du kan bruge den til at lave kabelnetværk i fx sommerhuset.

Alle routerens indstillinger styres ved hjælp af en lille, berøringsfølsom skærm. Her kan du blandt andet se og ændre netværkets kodeord, og du kan få en oversigt over hvilke enheder, der er koblet til routerens trådløse netværk.

Det er lidt forvirrende, at navnet på routerens trådløse netværk på 5 GHz-frekvensbåndet bliver forkortet til 5G, som jo ellers er en udbredt forkortelse for telefonselskabernes seneste datanetværk. Begge routerens trådløse netværk på 2.4 GHz og 5 GHz bruger jo den mobile 5G-dataforbindelse til at få adgang til internettet, så forvirringen er total. Heldigvis kan du nemt selv ændre netværkets SSID, som er det navn, du kan se, når du leder efter trådløse netværk på fx din telefon.

På kassen til routeren står der, at den kan nå helt op på 4 gigabit/sekund på 5G-netværket, men det må siges at være en noget teoretisk påstand. Vi fik en gennemsnitsdownloadhastighed på 125 megabit/sekund, da vi hentede data via routeren midt i en storby med udmærket 5G-dækning. Vores målinger et par minutter senere på en 5G-telefon med samme SIM-kort installeret, gav en hastighed på lige under 300 megabit/sekund. Upload-hastigheden var omvendt bedre i routeren, der kunne overføre data med 40 megabit/sekund, mens telefonen lå på kun 25 megabit/sekund. ZyXEL-Routeren var en anelse langsommere end vores 5G-testtelefon til at få forbindelse til en server på nettet og få et svar tilbage – det er også det, man kalder routerens responstid eller pingtid.

Bag på NR2101 sidder et netværksstik, så du kan koble udstyr til, som har brug for et kabel for at komme på nettet. Hvis du har flere ting, der har brug for en kabelforbindelse kan du udvide opstillingen med en switch til et par hundrede kroner.

Routerens indbyggede batteri kan holde den kørende i 8-10 timer. Det lades hurtigt op med den medfølgende oplader og et USB-C-kabel, og du kan også bruge begge dele til din telefon, så du slipper for at skulle slæbe rundt på alt for meget ekstraudstyr.


+ Kabelnetværk

+ Nem opsætning

– Ikke så hurtig

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

ZyXELs router er ikke blandt de hurtigste 5G-routere, men det er praktisk, at du kan bruge den med udstyr, der kræver kabelnetværk.

Specifikationer

Mærke
ZyXEL
Trådløs standard
Wi-Fi 6
Kabelnetværk/ethernet
Ja
Netværksporte
1
Mål
16,5 x 11,5 x 4,7 cm
Angivet hastighed
4 Gbit/s
Andet
Vægt 0,5 kg
Målt hastighed
125 Mbit/s