De tre mesh-enheder ser ens ud. I virkeligheden er der en hovedenhed og to satellitter.

NETGEAR Orbi RBK13

Et godt WiFi 5 Mesh-router sæt med en hovedenhed og to satellitter.

af Henrik Ræder Clausen #Router #Netgear
8.4

Dette mesh-sæt fra Netgear går en anden vej end de fleste: Det prøver ikke at være hurtigst eller have flest funktioner. I stedet sigter det efter at være diskret, stabilt og nemt at bruge, og det er en opgave, der er udmærket løst. Den indendørs dækning er god, tophastigheden er flot, og prisen er i orden.

Den vigtigste egenskab ved mesh-routere er ikke hastighed, det er rækkevidde og dækning. Med fornuftig placering af sættets tre enheder oplevede vi stabil forbindelse ud i alle hjørner af huset. Til gengæld er rækkevidden udendørs faktisk kortere end nogle andre routere, vi har testet.

Rent fysisk ser de tre enheder næsten ens ud. I virkeligheden er der tale om en hovedenhed og to satellitter, og forskellen kan ses på, at kun hovedenheden har tilslutning til kablet netværk. Her kan tilsluttes en internetforbindelse og en enkelt netværksenhed. Skal der tilsluttes flere kablede enheder, er der brug for en switch. Ingen af enhederne har USB-port, så fil- og printerdeling er ikke muligt.

Opsætningen sker via en guide på telefon eller tablet. Guiden er meget pædagogisk opbygget, og sørger for at tage hånd om ethvert aspekt af opsætningen. Der er et par minutters ventetid flere gange undervejs, men når guiden er gennemført, er resultatet et velfungerende trådløst netværk, hvor alle enheder arbejder som ét samlet net.

Vores hastighedsmåling viste en flot tophastighed på 626 Mbit/s, men kun når der er direkte forbindelse til hovedenheden. Som ved andre mesh-sæt i den lavere ende af prisskalaen falder hastigheden betydeligt, når forbindelsen går via en af satellitterne, typisk til omkring 40 Mbit/s. Derfor bør netværksdrev og streaming-enheder som fx et Smart-tv være i nærheden af sættets primære enhed.

Teknisk set er der tale om et dual band sæt, der automatisk fungerer på både 2,4 GHz og 5 GHz til at fremstå som et samlet netværk. I praksis betyder det, at en del af båndbredden bruges til enhedernes interne kommunikation. Det gør hastigheden i udkanten af netværket noget lavere. Det vigtigste er dog, at forbindelsen er stabil, og det er den.


+ God indendørs dækning
+ Nem opsætning
+ Fin tophastighed
– Lav hastighed i udkanten
– Få ekstrafunktioner

Se den bedste pris lige nu

Konklusion

Orbi RBK13 er et diskret mesh-sæt uden avancerede funktioner. Det giver stabilt trådløst netværk til en fin pris.

Specifikationer

Mærke
Netgear
Trådløs standard
WiFi 5
Kabelnetværk/ethernet
Gigabit Ethernet
Netværksporte
2 (kun hovedenheden)
Elforbrug
20 watt
Mål
10,5 x 10,5 x 6,9 cm
Angivet hastighed
1200 mbit/s
Målt hastighed
626 mbit/s