Nighthawk X10 er den fysisk største router, jeg har haft i hænderne, og med en kampvægt på knap to kilo er der gods bag dimensionerne.

Netgear Nighthawk X10

Netgears router virker med både 802.11ac og de helt nye 802.11ad-netværk, der sender på 60 GHz. Den har masser af netværksporte og flere fremadskuende teknologier.

af Henning Dadkhah Rasmussen #Router #Netgear
9.1

Netgear har med Nighthawk X10 produceret en monstrøs router, der imponerer både på papiret og i sit ydre. X10 er ganske enkelt den største og tungeste router jeg har set – og heldigvis er det ikke blot en tom skal, men med masser af ny teknologi i den store kasse.

Når du skal installere Netgears router, foregår det på samme måde som hos stort set alle andre routere: Du kobler på dens fabriksindstillede netværk, åbner browseren og logger på routerens styresider. Men i Netgears tilfælde har du et par smartere alternativer, for du kan også hente firmaets app til din iPhone eller Android-telefon og klare opsætningen herfra. Mest begejstret er jeg dog over det aldeles glimrende pc-program Netgear Genie, hvor du helt uden at åbne browseren kan indstille alt på X10. Det er smart, og meget mere overskueligt end Netgears gammeldags og forvirrende styresider i browseren – også selvom du kan vælge dansk sprog på styresiderne. Programmet er også på dansk. Den eneste lille undren er, at dette program ikke ligger på den medfølgende cd, men må hentes på nettet.

 

Netgears styresider er lidt gammeldags i deres udtryk, men til gengæld kan routeren også styres med en glimrende app og et program til pc'en.
Netgears styresider er lidt gammeldags i deres udtryk, men til gengæld kan routeren også styres med en glimrende app og et program til pc’en.

 

Man kan aldrig fremtidssikre sig med computerudstyr, men Nighthawk X10 kommer ret tæt på dette mål, for her får du en række teknologier, som stadig er dugfriske på ingeniørernes tegnestuer. X10 virker således med de helt nye 802.11ad-netværk, der er så nye, at der stort set endnu ikke findes udstyr, der kan koble på netværket. Ad-netværk sender på 60 GHz med imponerende 4,6 Gbit i sekundet, men den nye frekvens betyder desværre, at du skal bruge nyt udstyr for at koble på det. Faktisk er 802.11ad endnu så eksotisk, at jeg ikke har kunnet teste det, da vi ganske enkelt ikke har udstyr, der kan koble på det, her på redaktionen.

Heldigvis understøtter X10 også de eksisterende 2,4 og 5 GHz-netværk, men her er routeren med en ac-hastighed på 1.733 Mbit/s ikke blandt de allerhurtigste på markedet. I vores test lever Netgears router fint op til de 800 Mbit på 2,4 GHz og 1.733 Mbit i sekundet på 5 GHz-netværket, men hvis du er på udkig efter de hurtigste ac-/n-netværk, bør du vælge en anden router – fx en ac5400-model, som virker med eksisterende netværksudstyr. Til gengæld må du så undvære det fremtidige ad-netværk.

I modsætning til stort set alle andre routere på markedet, får du i X10 hele syv netværksporte, hvis vi tæller internetporten med – og det er endda muligt at koble de to af portene sammen og sende med dobbelt hastighed, hvis du har udstyr, der understøtter det. Det er måske ikke så relevant nu, hvor stort set alt er trådløst, men hvis du foretrækker at kable dit udstyr, løber du ikke tør for porte lige med det samme. Noget jeg ikke tidligere har set i en router, men som findes i X10 er en ny type netværksport, der hedder SFP+. Denne kan sende date med 10 Gbit, hvis du har fx en netværksharddisk (NAS), der også har porten bagpå. Sammenlagt betyder det altså, at du her får flere af de allernyeste teknologier.

Netgear Genie er et helt og aldeles glimrende program til pc'en, hvor du kan indstille routerens funktioner. Bemærk det unikke 60 GHz-netværk.

Netgear Genie er et helt og aldeles glimrende program til pc’en, hvor du kan indstille routerens funktioner. Bemærk det unikke 60 GHz-netværk.

 

Nighthawk X10 leverer et klippestabilt netværk, der ikke smed mig af en eneste gang i testperioden. Routeren rummer fire kraftige, aktive antenner, der ifølge Netgear også skulle sikre en længere rækkevidde. I min test svarede rækkevidden dog nogenlunde til konkurrerende produkter med passive antenner.

Det eneste kritikpunkt ved denne glimrende router er, at jeg havde lidt problemer med routerens indbyggede lageradministration kaldet ReadyShare. Her oplevede jeg desværre gentagne gange, at jeg måtte fjerne og tilslutte en ekstern harddisk og en USB-nøgle til routerens USB 3.0-port flere gange, før enhederne blev registreret af X10.

Find den laveste pris her: www.pricerunner.dk

 

+ Fremtidssikret teknologi
+ Smart program og app
+ Kraftige, aktive antenner
– Lidt vrøvl med USB-enheder

 

 

 

 

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Nighthawk X10 er en klippestabil router, der er bygget til at holde i mange år. Og med de glimrende nye teknologier er du også hastighedsmæssigt dækket ind et godt stykke ind i fremtiden.

Specifikationer

Mærke
Netgear
Trådløs standard
802.11a/b/g/n/ac/ad
Kabelnetværk/ethernet
Gigabit LAN + 10 Gbit SFP+-port til NAS
Netværksporte
6 x LAN + 1 x WAN + 1 x SFP+
USB-porte
2 x USB 3.0
Elforbrug
20 Watt
Mål
22,4 x 16,8 x 7,4 cm
Angivet hastighed
2,4 GHz: 800 Mbit/s + 5 GHz: 1.733 Mbit/s + 60 GHz: 4.600 Mbit/s