M5 har indbygget skærm, så du kan indstille routeren uden at tage hverken telefon eller pc i brug.

Netgear Nighthawk M5 MR5200

Netgear M5 giver adgang til både 5G-mobilnetværk og det nye Wi-Fi 6, men det trådløse netværk er svagt og prisen alt for høj.

af Henning Rasmussen #Router #Netgear
8.5

Den nye 5G-router fra Netgear har et indbygget batteri, så du kan tage internetforbindelsen med i bil eller campingvogn, men det trådløse netværk er mangelfuldt, og prisen er ekstremt høj.

TDC åbnede sidste år deres nye 5G-netværk, og firmaet 3 har åbnet for 5G på nogle få af deres master i hovedstaden. Dermed er mobilt bredbånd via 5G nu et reelt alternativ til dårlige kobberforbindelser og manglende fiber.

Med Netgear Nighthawk M5 skal du først tegne et 5G-abonnement hos fx YouSee eller Telmore og så sætte SIM-kortet, du modtager, direkte i routeren. Så kobler den på det hurtige mobile netværk og skaber et trådløst netværk via den nye Wi-Fi 6-standard, som du kan koble dig på med både telefon og pc. Vi testede routeren med et 5G-abonnement hos YouSee, og det var ikke spor besværligt at komme i gang.

Som den foreløbigt eneste mobilrouter, vi har testet, kunne MR5200 slå vores 5G-testtelefon på hastigheden. Routeren hentede data med 315 megabit/sekund, mens telefonen lå nede omkring 275. Hvis du kan leve med MR5200’s lidt sløve pingtid på 28 ms, så kan du sagtens bruge routeren til dit primære trådløse netværk og fx streame film i høj opløsning fra nettet.

Det er et stort plus ved M5 er, at den har indbygget batteri, der gør, at du kan tage den med overalt – selv på ferie udenlands, hvis du har adgang til fri roaming i dit tele-abonnement. På selve routeren sidder også en fin trykfølsom skærm, hvor du kan foretage alle nødvendige netværksindstillinger og endda holde øje med dit dataforbrug.

Som hverdagsrouter i hjemmet løber man dog hurtigt ind i M5’s begrænsninger. Du skal ikke ret langt væk fra routeren, før dine enheder taber forbindelsen, og vi måtte også opgive at få M5 til at udsende både 2,4 og 5 GHz netværk samtidig. Vælger man ”dual band” i indstillingerne, sendes der kun på 2,4 GHz, og vælger man rent 5 GHz, er det så også det eneste, man får. Det er et problem, fordi du er nødt til at koble din pc på 5 GHz for at udnytte den fulde hastighed af 5G-mobilnettet – men samtidig har du sikkert en del udstyr, som kun virker på 2,4 GHz.

Derfor bør du kun overveje Nighthawk M5, hvis du har behov for at tage din internetforbindelse med dig. Vil du erstatte hjemmets primære internetforbindelse med en 5G-forbindelse, har både Telmore og YouSee et pakketilbud, hvor du låner en mere velegnet 5G-router gratis.


+ Det indbyggede batteri giver mulighed for at tage internetforbindelsen med

+ Meget høj hastighed

– Meget svag Wifi-dækning

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Netgear M5 giver adgang til både 5G-mobilnetværk og det nye Wi-Fi 6, men det trådløse netværk er svagt og prisen alt for høj.

Specifikationer

Mærke
Netgear
Trådløs standard
Wi-Fi 6
Kabelnetværk/ethernet
Ja, 1 gigabit
Netværksporte
1
USB-porte
1
Mål
10,5 x 10,5 x 2,15cm
Angivet hastighed
1.2 Gbit/s på 5GHz.