De to antenner er med til at give routeren en fin rækkevidde.

AVM FRITZ!Box 6850

FRITZ!Box 6850 er en fin løsning til at få internetforbindelse i sommerhuset eller campingvognen, men de trådløse standarder er snart forældede.

af Morten Skeldal Østergaard #Router #AVM
7.7

Fritz!Box 6850 er en udmærket mobil router, men den hænger fast i forældede netværksstandarder. Routeren er egentlig en fin løsning, hvis du bare skal have internetforbindelse i sommerhuset eller campingvognen, men hvis du vil have en langtidsholdbar løsning til hjemmet, bør du finde noget lidt mere moderne.

Udrulningen af det hurtige 5G-netværk til mobildata er i fuld gang, men 6850-routeren kan kun benytte 4G-netværk.

Routeren bruger desuden den lettere bedagede netværksstandard Wi-Fi 5 til at skabe trådløst netværk omkring sig. Netværket havde en udmærket rækkevidde i vore testhus, og ved almindeligt brug med internetforbindelse til en håndfuld apparater vil du sandsynligvis ikke kunne mærke forskel på, om det er den ene eller den anden trådløse standard. Mange ældre computere og telefoner bruger da også stadig Wi-Fi 5, men hvis du vil fremtidssikre dit netværk en lille smule, er det værd at kigge dig om efter en Wi-Fi 6-router i stedet for.

Vi satte et SIM-kort i den lille slids på bagsiden af routeren og fik straks internetforbindelse via 4G-netværket, som vi kender fra mobiltelefoner. Hastigheden lå lige under 100 Mbit/sekund. Det er måske ikke så interessant i sig selv, for hastigheden kan svinge meget afhængigt af, hvor du befinder dig. Hvad der måske er mere opsigtsvækkende er, at routerens download-hastighed konsekvent lå cirka 10 procent højere, end hvad vi kunne opnå med vores testtelefon via det samme 4G-netværk.

På bagsiden sidder fire netværksporte, så du kan koble netværksudstyr til routeren via et netværkskabel. Der er også en enkelt USB-port, så du kan koble en ekstern harddisk til routeren og bruge den med alle enheder på netværket.


+ Fin hastighed på 4G-netværket

+ Udmærket rækkevidde på trådløst netværk

– Lidt forældede netværksstandarder

Se den bedste pris lige nu

Konklusion

FRITZ!Box 6850 er en fin løsning til at få internetforbindelse i sommerhuset eller campingvognen, men de trådløse standarder er snart forældede.

Specifikationer

Mærke
AVM
Trådløs standard
Wi-Fi 5, 4G
Kabelnetværk/ethernet
Ja
Netværksporte
4 stk.
USB-porte
1 stk.
Mål
20,8 x 15 x 3,7 cm
Angivet hastighed
400 Mbit/sekund (2.4 GHz), 866 Mbit/sekund (5 GHz)
Målt hastighed
98 Mbit/sekund