De to tårne gør det muligt at se ind til antennerne.

ASUS ZenWiFi Pro XT12

WiFi 6 meshsæt med 2,5 gigabit netværk.

af Henrik Ræder Clausen #Router #Asus
9.2

Dette store og tunge mesh-sæt er bygget til at give godt og stabilt trådløst netværk i hele huset. På nært hold sætter hastigheden nye rekorder, og selv på afstand er der rigtig god forbindelse. Den medfølgende app er på dansk og nem at bruge. Desværre er prisen også ret heftig.

Vi målte en trådløs hastighed på 1,02 gigabit/sekund – det er ny rekord for en meshrouter. Dertil kommer, at hastigheden holder fint på mellemstor afstand, og på tværs af de to enheder.

Rækkevidden for den enkelte enhed er derimod noget kortere end de bedste WiFi 6 routere. I praksis er det ikke så stort et problem, for den samlede rækkevidde hjælpes godt på vej af enhedernes interne forbindelse. De to enheder kan tale sammen via enten et af de to 5 GHz bånd eller en kablet forbindelse. Hvis det er praktisk muligt, bør man bestemt bruge et netværkskabel mellem enhederne.

Rent fysisk er her tale om to ret store og forbløffende tunge tårne. De er delvist gennemsigtige, så man kan se en del af antennerne, der sidder i skæve vinkler. Midt imellem er en statuslampe, der med en stribe forskellige farver fortæller om routerens tilstand og eventuelle fejl. Det er ret smart.

Den tilhørende app, der er på godt formuleret dansk, tager sig af både opsætning og senere styring. Opsætningen er en behageligt kort og klar proces, der forklarer de enkelte trin grundigt. Føjer man en ekstra enhed til netværket, dukker den op i app’en, og skal bare godkendes. App’en styrer de daglige funktioner, så man kun sjældent får brug for de udførlige administrationssider.

Vi glæder os også over, at hver af de to enheder er udstyret med to 2,5 gigabit netværksporte. Det er en god fremtidssikring. Den ene af 2,5 gigabit-portene er til internetforbindelsen, så sættet er klar til at udnytte meget hurtige internetforbindelser. Den anden kan udnyttes til kablet intern forbindelse. Enhederne har også “Link Aggregation”, der giver forbedret hastighed til netværksdrev (NAS).

Hver af de tre frekvensbånd kan klare fire forbindelser, og en CPU på 2 GHz giver hastighed nok til at klare mange samtidige belastninger. Det kan dog mærkes på strømforbruget, der ofte ligger på 15 watt per enhed.

Den største ulempe ved dette glimrende sæt er prisen. Hver af de to enheder koster det samme som en WiFi 6-router i topklasse – fordi komponenterne egentlig er de samme. Kvalitet koster, og i betragtning af sættets ydelse er prisen ikke urimelig.


+ Nem opsætning
+ Hastighed i top
– Højt strømforbrug

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Et meshsæt i bedste klasse, med ydelse og funktioner helt i top. Det er prisen desværre også.

Specifikationer

Mærke
Asus
Trådløs standard
WiFi 6
Kabelnetværk/ethernet
2,5 Gigabit ethernet
Netværksporte
4
Elforbrug
5 watt (per enhed)
Mål
11,5 x 11,5 x 24,1 cm
Angivet hastighed
4800 mbit/s
Andet
Kablet indbyrdes forbindelse
Målt hastighed
1020 mbit/s