ASUS ROG Rapture GT-AXE11000
Denne nye model gør en god router endnu bedre. Både hastighed, rækkevide og muligheder er i topklasse.
Den nye udgave af ASUS’ toprouter har nu Wi-Fi 6E. Nu kan de tidligere teoretiske tophastigheder uden videre nås i praksis – og uden risiko for at genere naboernes trådløse netværk. Den forbedrede model er en af de bedste på markedet. Den er god til både spil, store filoverførsler og mange samtidige brugere.
Der er ingen tvivl om, at den nye standard Wi-Fi 6E er den vigtigste nyhed her. I Rapture GT-AXE11000 er den maksimale båndbredde aktiveret som standard. Så hvor vi tidligere var nødt til at ændre i ret tekniske indstillinger for at få maksimal hastighed, fik vi nu uden videre 856 megabit/sekund. Det er ikke hurtigere end tophastigheden i den forrige model – forskellen er, at det nu er nemt at opnå i praksis.
En ulempe ved Wi-Fi 6E er, at man skal have nyt udstyr for at udnytte det fuldt ud. Vi brugte en Intel AX210 netværksadapter, der koster omkring 250 kroner, og kan monteres i de fleste nyere bærbare pc’er. Med den monteret er routerens maksimale hastighed til rådighed uden videre.
Routerens rækkevidde er fremragende. De store antenner er måske lidt voldsomme at se på, men resultatet er også til at måle. På 2,4 GHz-båndet er rækkevidden blandt de bedste, vi har målt. De mere udfordrende 5 og 6 GHz-bånd gør det næsten lige så godt – hjulpet af, at det er blevet tilladt at bruge større sendestyrke.
Opsætningen kan klares via en app eller gennem en side i internetbrowseren på din pc. Vi valgte browseropsætning, der til vores overraskelse består af kun to trin. Det vigtigste er at angive navn og adgangskoder til de tre netværk. Så er routeren klar.
Administrationssiderne er holdt i et mørkt tema, der umiddelbart fremstår svært overskuelige. De mange små punkter i venstremenuen giver adgang til et væld af indstillinger. Her er enhver tænkelig opsætning af lokalnetværket, men det kræver noget viden at få forstå detaljerne.
De to USB 3-porte på routeren kan bruges til medieserver, printerserver og endda ftp-server. De to første fungerer på lokalnetværket, mens ftp-serveren også gør det muligt at gå til filerne udefra. Det undrer os dog, at det ikke er muligt at opsætte en almindelig server til lokal fildeling.
Som en ekstra fremtidssikring er en af netværksportene på 2,5 gigabit/sekund. Der er ikke meget udstyr, der udnytter det endnu, men porten har en anden fordel: Al trafik, der sendes til den port, får højere prioritet end på de andre porte. Så tilslutter man fx husets spillecomputer med kabel til denne port, bliver spil automatisk prioriteret over anden netværkstrafik. Det er ret smart.
+ Glimrende rækkevidde
+ 2,5 gigabit netværksport
– Kan være kryptisk at administrere
Se den bedste pris lige nu
Conclusion
Denne nye model gør en god router endnu bedre. Både hastighed, rækkevide og muligheder er i topklasse.
Specifikationer
- Mærke
- Asus
- Trådløs standard
- WiFi 6E
- Kabelnetværk/ethernet
- 2,5 Gigabit Etnernet
- Netværksporte
- 6 (1 2,5 gigabit)
- USB-porte
- 2 USB-3
- Elforbrug
- 18 watt
- Mål
- 24,9 x 24,9 x 5,2 cm (uden antenner)
- Andet
- Medie- og printerserver via USB
- Målt hastighed
- 856 mbit/s