TomTom Go
TomTom Go viser vej og sørger for også at advare om fotofælder og fartbegrænsninger. Men trafikinformationerne er lidt forsinkede.
TomTom Go er en rendyrket navigations-app til telefonen, som gør det nemt at finde vej fra A til B.
Det er tydeligt at se, at TomTom har bygget videre på sine erfaringer fra firmaets fysiske GPS-apparater, som havde deres storhedstid, før smartphones for alvor gjorde deres indtog. Hele brugergrænsefladen minder meget om TomToms GPS’er, og det er faktisk en god ting.
Det er ingen sag at finde rundt i funktionerne, og vejvisningen undervejs til dit mål er tydelig og letforståelig. Vi kunne godt have ønsket os, at computerstemmen, der bl.a. fortæller, at det snart er tid til at dreje fra, havde fulgt lidt bedre med tiden. Den lyder meget kunstig i forhold til de nærmest menneskelige stemmer, som vi kender fra Googles og Apples digitale assistenter.
Skærmen, der viser, hvor vi skal hen, når vi kører, er pædagogisk opbygget. Der er tydeligt, hvilken bane, du skal holde dig i, når du nærmer dig et stort vejkryds, og TomTom Go holder også øje med fartbegrænsningerne. Hvis du alligevel kommer til at køre lidt for hurtigt, er det betryggende, at der er indbygget fartfældealarm, der både advarer om stationære og mobile fotofælder. Den funktion alene er nærmest hele abonnementsprisen værd.
TomTom Go bruger friske trafikdata til at vise den hurtigste rute til din destination, men vi oplevede et par gange, at det ikke gik så hurtigt med opdateringen af trafiksituationen, som man kunne ønske sig. Vi brugte to telefoner, den ene med Google Maps og den anden med TomTom Go, til at vise vej gennem centrum af en større by. Før et stort kryds bad Google Maps os pludselig om at dreje væk fra den hovedfærdselsåre, vi kørte på. For eksperimentets skyld valgte vi at ignorere anvisningen og fortsatte ligeud, som TomTom Go sagde, vi skulle. Nogle få hundrede meter længere fremme gik trafikken helt i stå på grund af et mindre færdselsuheld, og vi endte med at vente i næsten et kvarter, før vi kunne komme videre.
Integrationen med telefonens andre apps er heller ikke helt fejlfri. Vi hentede kontakterne fra vores Google-konto ind i TomTom Go, men app’en kunne ikke finde ud af at bruge kontakter, hvis kontaktpersonens firmanavn var tastet ind i adressefeltet sammen med adressen. Det fungerede ellers uden problemer i Google Maps.
+ Brugervenlig
+ Advarsel om fotofælder
– Lidt forsinkede trafikdata
– Meget kunstig computerstemme
Se den bedste pris lige nu
Conclusion
TomTom Go viser vej og sørger for også at advare om fotofælder og fartbegrænsninger. Men trafikinformationerne er lidt forsinkede.
Specifikationer
- Mærke
- TomTom
- Funktioner
- GPS-navigation
- Styresystem
- iOS, Android
- Sprog
- Dansk
- Andet
- Prisen er abonnementspris pr. måned