Du kan blande tekst, huskelister og billeder i samme note.

Microsoft OneNote

OneNote er stadig et af de bedste noteredskaber. Programmet er fulgt med tiden og giver mange gode funktioner.

af Morten Skeldal Østergaard #Programmer apps spil #Microsoft
9.0

OneNote er efterhånden gammel i gårde. Programmet blev lanceret helt tilbage i 2003, længe før nogen havde tænkt på konkurrenter som fx den senere så populære Evernote.

OneNote har udviklet sig meget undervejs, og i dag er det en notetjeneste, der virker på mange platforme. Du kan tage noter på din iPhone eller Android-telefon. Du kan bruge OneNote i din browser. Og endelig kan du stadig åbne OneNote som et program i Windows.

OneNote er forinstalleret i Windows 10, så du burde kunne finde det blot ved at lave en søgning på din pc, ellers kan du finde det i Microsoft Store.

OneNote er et omfattende noteprogram. Du kan organisere dine noter i notesbøger, så du fx har en særskilt bog til noter om din kommende ferie. Men som noget lidt specielt kan du faktisk også inddele de enkelte bøger i faneblade, så fx hver udflugt på ferieturen får sin egen lille afdeling af notesbogen. Det er med til at give et godt overblik, hvis du har mange noter at holde styr på. Dine noter i Microsoft OneNote er avancerede dokumenter, der kan indeholde både tekst, billeder, lyd og huskesedler med afkrysningsbokse. Du kan tilmed vedhæfte filer som til en e-mail. Pladsen til at gemme noter deler OneNote med de øvrige tjenester, som er knyttet til din Microsoft-konto, eksempelvis mailtjenesten Outlook. Du får som udgangspunkt fem gigabytes gratis med en Microsoft-konto.

OneNote har browser-udvidelser til blandt andet Google Chrome, Firefox og Edge. Udvidelserne giver dig en lille knap i browsernes redskabslinjer, som du kan trykke på, når du ser noget interessant på en hjemmeside. Så får du valget mellem at gemme hele siden eller bare den rå tekst fra artiklen. Du kan også trække en firkantet kasse hen over siden og gemme et billede af området i kassen.

Funktionen til at gemme en hel side er ikke helt uden problemer. Den kan godt finde på at rode lidt rundt i sidens formatering, og nogle gange får den ikke alle billeder og diagrammer med, når siden gemmes.

Funktionen er dog nogenlunde på højde med den tilsvarende Web Clipper fra den populære notekonkurrent Evernote, som heller ikke altid lykkes med at gemme alle hjemmesider helt korrekt.


+ Gode funktioner

+ Godt Windows-program

– Lidt problemer

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

OneNote er stadig et af de bedste noteredskaber. Programmet er fulgt med tiden og giver mange gode funktioner.

Specifikationer

Mærke
Microsoft
Funktioner
Notetjeneste
Styresystem
Web, Windows, iOS, Android
Sprog
Dansk