Undertekster i film og teksterne i menuerne i Disney+ er sjusket oversat til dansk.

Disney+

Disney+ er en god streaming-tjeneste, hvis du holder meget af tegnefilm, superhelte eller Star Wars.

af Morten Skeldal Østergaard #Programmer apps spil #Disney
8.4

Disney+ er Walt Disney-koncernens nye streaming-tjeneste, hvor du kan se så mange tegnefilm i høj kvalitet, som du orker.

Vi testede Disney+ som app på et Samsung tv, en pc og en iPad. I løbet af en måneds streaming stødte vi ikke på nogen som helst tekniske problemer, uanset om vi så film i 4K-opløsning eller prøvede at se film på alle tre enheder samtidig, og billedkvaliteten er i topklasse.

Forskellen på Disney+ og andre streamingtjenester er, at Disney allerede fra begyndelsen selv ejer indhold nok til en hel streamingtjeneste. Her er alt lige fra Snehvide (1937) til de seneste computeranimerede hit som Toy Story 4 og Frost 2. Hvis du har små børn i huset, så går der længe, før de løber tør for kulørt underholdning. Her er også filmserier og figurer, som Disney har opkøbt i årenes løb så som Star Wars og Marvels superhelte.

Hvis du har lyst til at se andet end Disneys tegnefilm og andet letbenet underholdning fra firmaet er det en lidt anden sag. Du finder ingen europæiske film eller nyere amerikanske tv-serier, så hvis du har en lidt mere “voksen” smag, er der ikke meget at komme efter her. Det nærmeste, man kommer lidt mere seriøst indhold, er naturfilm fra National Geographic (som sjovt nok også mestendels er ejet af Disney). Undertekster på de film, der ikke er eftersynkroniseret til dansk og de beskrivende tekster på dansk i hovedmenuen har mange sproglige fejl, så måske er det gået lige hurtigt nok med at få Disney+ i luften.

Der er ingen gratis prøveperiode, som mange andre streaming-tjenester har, men du kan betale for en enkelt måneds Disney+ for at se, om det er noget for dig, inden du eventuelt kaster dig ud i et helt års abonnement, der giver en lidt lavere pris pr. måned.


+ Kvalitetsindhold fra Disney

+ Lav pris

– Få genrer at vælge imellem

– Mange sproglige fejl i tekster

Se den bedste pris lige nu

Konklusion

Disney+ er en god streaming-tjeneste, hvis du holder meget af tegnefilm, superhelte eller Star Wars.

Specifikationer

Mærke
Disney
Funktioner
Videostreaming
Styresystem
Windows, Tizen, Android, iOS, Android TV m.fl.
Sprog
Dansk, engelsk