Den hvide flade er end indbygget LED-lampe.

Sandberg Powerbank USB-C PD 20W 60000

Batteripakke med ekstra stor kapacitet og indbygget lampe.

af Henrik Ræder Clausen #Powerbank #Sandberg
8.5

Denne store powerbank leverer strøm nok til en uge eller to på farten. Den har masser af fortrin, men vægten er høj, og vi kunne godt tænke os højere ladehastigheder.

En powerbank på hele 60.000 mAh? Ja, den er god nok. En ret langstrakt måling bekræfter kapaciteten, og at batteripakken leverer hurtigopladning på 9 eller 12 volt.

Men det tager tid at udnytte den store kapacitet. Powerbanken angives til at lade med 20 watt, men i praksis trak den kun 15. Dermed tog det os hele 16 timer at oplade pakken helt fra nul. Det kunne ellers have været rart, hvis den kunne lades op i løbet af en nat.

Til gengæld går afladning hurtigt, hvis det tilsluttede apparat kan tage strømmen. Med 20 watt kan en mobiltelefon oplades helt fra nul på et par timer. Man kan tilslutte flere apparater samtidig, men de må så deles om powerbankens effekt på 20 watt (22 watt på USB-C).

Der er i alt fire USB-porte: To af den traditionelle USB-A (afladning), en USB-C (både op- og afladning), og en enkelt mikro-USB (kun opladning). Med i pakken følger et USB-A til USB-C kabel. Ladetilstanden vises med små LED-lamper.

Batteriet overholder PowerDelivery, QuickCharge 2.0, 3.0 og andre hurtigopladningsstandarder. Det betyder, at alle nyere mobiltelefoner kan bruge den fulde afladningshastighed. Der er også mulighed for at oplade enheder, mens batteriet selv lader, men det sker med beskedne 2,5 watt.

Med en vægt på 1,3 kilo vejer pakken godt til i bagagen. Fornuftigt nok har den en udmærket bærerem i ægte leder. Kabinettet er i aluminium, og det er robust nok til at holde til lidt hård behandling.

Den indbyggede lampe på 3 watt giver et kraftigt, hvidt lys. Lampen lyser bredt, så den vil være praktisk i f.eks. telt eller campingvogn. Brugt alene som lampe har pakken kapacitet nok til belysning i 3-4 døgn.


+ Enorm kapacitet
+ Solidt bygget
– Langsom opladning

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

For den, der har brug for den store kapacitet, er denne batteripakke et godt valg. Hastigheden kunne dog være bedre.

Specifikationer

Mærke
Sandberg
Kapacitet
60000 mAh
Tilslutninger
USB-C (ind), USB-A /ud)
Mål
14,8 x 6,5 x 6,5 cm
Vægt
1299 gram
Andet
Indbygget lampe