De to projektører på hver side af kameraet lyser med 2.000 lumen – det svarer til det lange lys på en lastbil.

Ring Floodlight Cam Pro Wired

Ring Floodlight Cam er nem at komme i gang med og rummer gode ekstra sikkerhedsfunktioner, men det er knap så anvendeligt, hvis du ikke betaler et løbende abonnement.

af Henning Dadkhah Rasmussen #Overvågningskamera #Ring
7.8

Firmaet Rings nye overvågningskamera rummer masser af ekstra sikkerhedsfunktioner som projektørlys og sirene, men du skal betale et abonnement for at få fuld glæde af det.

Ring, der er ejet af shopping-giganten Amazon, er mest kendt for sin app-styrede dørklokke med videokamera, som vi også tidligere har testet, men firmaet laver også overvågningskameraer. Det nyeste kamera i sortimentet hedder Floodlight Cam Pro Wired.

Floodlight Cam skal fastmonteres på en væg eller i loftet udendørs, og det kræver en fast elinstallation – fx fra en vægmonteret udendørs lampe, som du erstatter med kameraet. Det betyder også, at du ikke selv må installere det, men skal have fat i en elektriker.

Når det indledende elarbejde er på plads, skal resten klares via Rings app til telefonen, og det foregik for os helt gnidningsfrit ved at scanne en QR-kode på kameraet med appen. Efter en opdatering af kameraets indbyggede firmware kunne vi straks se levende billeder fra kameraet på telefonen – helt uden at skulle rode med besværlige indstillinger, som det ellers ofte er tilfældet med denne type produkt.

Som standard aktiveres de to lamper på hver side af kameraet automatisk, når kameraet opdager bevægelse, og her bør man undgå at kigge lige ind i dem, når det sker. De lyser med 2.000 lumen per styk, og det er altså rigeligt til at lyse hele din indkørsel op. Er du bange for at blænde naboerne, kan du i appen dog selv styre, hvor kraftigt de skal lyse. Inde i appen er der også en knap, som tænder den indbyggede sirene, der med 110 decibel nok skal stresse en tyv. Det er udmærket tænkt, at sirenen ikke kan kobles direkte til bevægelsessensoren, for der skal nok ikke mange falske alarmer til, før dine naboer bliver utilfredse.

Kameraet fra Ring er det første, vi har set, som rummer en indbygget radar. Den bruges til at vurdere afstanden til bevægelser mere præcist, og til at give dig et fugleperspektiv af bevægelserne og deres retning. Inde i appen vises et luftfoto af din grund og hvor kameraet er placeret på grunden. Når en person bevæger sig, kan du se, hvor vedkommende kom fra og hvor han går hen, efter han har forladt kameraets synsvinkel. Det virker ganske fortrinligt og er en ny og spændende sikring. Teknologien betyder også, at kameraet bedre kan begrænse bevægelsesalarmerne til mennesker, der bevæger sig på din grund, så du fx ikke får unødige alarmer om biler, der passerer ude på vejen.

Rings app fungerer aldeles glimrende, og det er nemt at finde rundt i funktionerne – og hurtigt få et overblik over tidligere bevægelser og optagelser. Kameraet optager video i Fuld HD, som er detaljerede og i bredt perspektiv. Desværre koster det 250 kroner om året per enhed fra Ring, hvis du vil have adgang til gemte optagelser. Du får en gratis prøvemåned, men herefter kan du kun se overvågningen, hvis du kigger på telefonen i det øjeblik, nogen står på din grund og appen giver dig besked. Det er en stor begrænsning ved et kamera til en relativt høj indkøbspris.

Fordi Ring er ejet af Amazon, er Floodlight Cam også mest funktionsrig, hvis du har Amazons digitale assistent Alexa. Du kan derfor ikke få vist videobilleder fra kameraet på din Chromecast via Google Home. Har du det ønske, skal du i stedet købe Googles Nest Cam Outdoor. Kan du derimod leve med at se optagelserne i Ring-appen eller på Rings hjemmeside og betale et løbende abonnement, får du med Floodlight de ypperste sikkerhedsfunktioner og en meget solid byggekvalitet.


+ Rummer både sirene og projektørlys

+ Fugleperspektiv, der viser personers færdsel på din grund

– Kræver løbende abonnement

Se den bedste pris lige nu

Konklusion

Ring Floodlight Cam er nem at komme i gang med og rummer gode ekstra sikkerhedsfunktioner, men det er knap så anvendeligt, hvis du ikke betaler et løbende abonnement.

Specifikationer

Mærke
Ring
Opløsning
1080p
Motor
Nej
Andet
29,9 cm. x 24,6 cm. x 17,9 cm