Kameraet er lille og diskret designet, så det virker ikke så påtrængende, hvis du har det stående frit fremme.

Netatmo Smart Indoor Camera

Smart Indoor Camera gør det nemt og billigt at overvåge dit hjem via telefonen.

af Morten Skeldal Østergaard #Overvågningskamera #Netatmo
8.3

Det hele ligger i navnet i Netatmos Smart Indoor Camera. Det er nemlig slet og ret et godt lille overvågningskamera, der er beregnet til at stå indenfor.

Indoor Camera er bygget ind i en elegant aluminiumscylinder med en skridsikker silikonefod. Kameraet virker ikke påtrængende, hvis det fx står på en køkkenhylde eller i en bogreol, men det egner sig ikke til at blive hængt op på væggen.

Overvågningskameraet styres med en app på din telefon, og du får god billedkvalitet i høj opløsning, så det er nemt for dig at genkende personer på optagelserne. Faktisk kan kameraet også selv genkende ansigter. Vi fik den til at huske en familie på fem, og kameraet holdt fint øje med, om børnene var kommet hjem fra skole og gav besked med det samme i app’en.

Kameraet har en synsvinkel på 130 grader, og det er nok til at dække næsten en hel stue, hvis du placerer det i en reol op af den ene væg. Indoor Camera er ikke så god til at kompensere for store forskelle i lyset på billedet. Hvis der fx er et meget lyst vindue, så bliver de indendørs optagelser meget mørke.

Der er til gengæld indbygget et udmærket nattesyn, så personer kan genkendes på flere meters afstand, selv om lyset er slukket. Kameraet optager lyde, men der er ingen højtaler, så du kan ikke tale med personen foran kameraet.

Du slipper for at skulle betale abonnement for at få gemt kameraets optagelser hos en tjeneste på nettet. Det gemmer nemlig selv optagelserne på et microSD-kort. Hvis du er nervøs for, at indbrudstyven skal smide kameraet (og dermed også optagelserne) ned i sækken sammen med dit sølvtøj, kan du koble Indoor Camera sammen med en Dropbox-konto, så den afslørende video også gemmes udenfor dit hjem.

Det er nemt at rulle gennem optagelserne i den brugervenlige app. De ligger gemt efter klokkeslæt og dato – og hvis personer på optagelserne er blevet genkendt, står deres navn ud for optagelsen i oversigten.


+ Diskret design

+ Ansigtsgenkendelse

– Ikke så tolerant overfor lysforskelle

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Smart Indoor Camera gør det nemt og billigt at overvåge dit hjem via telefonen.

Specifikationer

Mærke
Netatmo
Opløsning
1920 x 1080 pixels - Full HD
Tilslutning
Wi-Fi eller kabelnetværk
Motor
Nej