Netatmo Outdoor Camera With Siren
Netatmos overvågningskamera kræver ikke abonnement, men monteringen kan være lidt besværlig.
Netatmo Smart Outdoor Camera With Siren er et stort og effektivt overvågningskamera, som på ingen måde er beregnet til at gå i ét med omgivelserne. Kameraet skal fastmonteres på en ydermur, og på grund af sin store projektør er det meget synligt for potentielle indbrudstyve.
Opsætningen af kameraet kræver meget mere arbejde end den type trådløse overvågningskameraer, der blot skal smækkes op med magneter. Smart Outdoor Camera har ikke noget batteri, så du skal koble det på husets elforsyning, og du skal skrue det solide medfølgende beslag op på muren, inden du kan montere kameraet. Belønningen er, at du ikke behøver at være nervøs for, at en tyv stikker af med kameraet.
Heldigvis er det noget nemmere at forbinde kameraet med Netatmos smartphone-app. Vi koblede det både sammen med en Android-telefon og en iPad uden problemer.
Optagelserne gemmes på et microSD-kort, eller du kan tilknytte en gratis Dropbox-konto, så de små filmklip gemmes i sikkerhed på nettet. Det er et forholdsvis dyrt kamera, men du slipper altså også for at betale et månedligt abonnement, så du sparer nogle penge i det lange løb.
Kameraet leverer et flot billede – også i natteoptagelser. Når projektøren er tændt, er der dog en tendens til, at billedets lyse områder flyder lidt sammen, så det kan være svært at se ansigtet på en person i billedet, hvis vedkommende får lyset lige i hovedet. Lyset er ubehageligt skarpt – lige som det skal være for at skræmme lyssky individer væk. Det er ikke noget, man får lyst til at bruge som hyggebelysning i haven.
Hvis lyset ikke er nok til at sende tyven på flugt, kan du aktivere den indbyggede sirene, der udsender et øredøvende signal på 105 dB. Sirenen kan nemt virke generende på naboerne – specielt om natten. Derfor kan den ikke aktiveres automatisk, og du må selv gøre det via app’en.
Kameraets app viser en tidslinje med alle optagelser. Ved siden af hver optagelse sørger app’ens mønstergenkendelse for at placere et lille ikon, der viser, om optagelsen er af en person, et dyr eller et køretøj. Det er ret praktisk, når du hurtigt skal have overblik over mange optagelser.
+ Skarp projektør
+ Intet abonnement
– Besværlig opsætning
Se den bedste pris lige nu
Conclusion
Netatmos overvågningskamera kræver ikke abonnement, men monteringen kan være lidt besværlig.
Specifikationer
- Mærke
- Netatmo
- Opløsning
- 1920 x 1080 pixels
- Tilslutning
- Wi-Fi. elkabel
- Motor
- Nej