Den magnetiske holder, som her ses under kameraerne, gør det nemt at klikke kameraet på plads.

ASUS ZenEye

ASUS ZenEye holder effektivt øje med dit hus, uden at du behøver betale et månedligt abonnement.

af Morten Skeldal Østergaard #Overvågningskamera #Asus
7.7

ASUS ZenEye giver dig alt, hvad du skal bruge til overvågning af hjemmet, i én samlet pakke.

To kameraer og en central hub med god trådløs rækkevidde sørger for, at du kan holde øje med en stor del af din grund og dit hus med ZenEye.

Den centrale enhed, CloudHub, skal tilsluttes med kabel til din router og sørger så for forbindelsen til kameraerne.

De lidt pudsigt formede kameraer er ikke så kræsne med, hvor de bliver hængt op. Du skal bare først skrue en magnetisk holder op, og kameraet klikkes så på plads i den ønskede vinkel. Det gør det nemt at tage kameraet ned, når det skal lades op, men det gør det desværre lige så nemt for en fræk tyv at stikke kameraet i lommen, så det bør nok hænge uden for rækkevidde for lange fingre.

Hele systemet styres af en app til din telefon, og du får besked, når der sker noget foran kameraet. Billedet står skarpt og flot, og kameraet laver fine optagelser om natten ved hjælp af infrarødt lys, så kameraet kan optage uden at blive opdaget.

Kameraets synsvinkel er på 120 grader. Det er ikke helt på niveau med de bedste konkurrenter, men hvis du kan få lidt afstand til det, du vil overvåge, er det ikke det store problem.

Via app’en på din mobil kan du tale med folk, der står foran kameraet, for kameraerne har både højtaler og mikrofon. Det fungerer ikke helt optimalt, for tovejskommunikation besværliggøres en smule af, at der er nogle sekunders forsinkelse mellem din telefon og kameraet.

ZenEye-app’en giver et fint overblik over dine kameraer, men den er langt fra lige så brugervenlig at finde rundt i, som fx konkurrenten Arlos app. Det ser ud som om, at ingeniørerne har fået frit spil til at få app’en til at fungere, og man så har glemt at hyre en designer til brugergrænsefladen.

Du kan gemme ZenEyes optagelser lokalt på dit eget netværk ved bruge de otte gigabytes lagerplads, der er indbygget i CentralHub, eller du kan udvide hubbens kapacitet med en ekstern harddisk. Hvis du vil være sikker på, at harddisken med de afslørende optagelser ikke bliver stjålet sammen med sølvtøjet og dit nye tv, kan du oprette et abonnement. For cirka 430 kroner om året får du adgang til at gemme dine optagelser fra 2-8 tilsluttede kameraer på ASUS’ servere på nettet.


+ Flot billede

+ Gode natteoptagelser

– Spids synsvinkel

– Lidt klodset app

Se den bedste pris lige nu

Konklusion

ASUS ZenEye holder effektivt øje med dit hus, uden at du behøver betale et månedligt abonnement.

Specifikationer

Mærke
Asus
Opløsning
1920 x 1080 pixels
Tilslutning
Wifi