Regnbuelyset i kanten er mest til pynt

Surefire Buzzard Claw

Kablet computermus med seks knapper og RGB-lys, der viser DPI-indstillingen.

af Henrik Ræder Clausen #Mus #SureFire
7.8

Det er tæt på at være et fund, at den pæne spillemus Buzzard Claw kan købes til så lav en pris. Musen er præcis med gode knapper, og der er et udmærket program til at tilpasse musen. Men et usædvanligt ringe rullehjul spolerer fornøjelsen.

Til prisen er der meget godt at sige om SureFire Buzzard Claw. Musen har en velplaceret omskifter til at ændre præcisionen. Kablet er blødt og nemt at bøje, så det ikke bremser bevægelsen. Og musen var endda brugbar på vores notorisk besværlige glasbord.

Men det spoleres af et rullehjul, der er stift og besværligt at bruge. Hvis det bare var stift, ville det være til at leve med. Men det er også uregelmæssigt i modstanden, så det skifter mellem at køre for kort og for langt. Det er en daglig irritation, der ikke går væk.

Ellers er musen og dens seks knapper glimrende. Lette at bruge og pålidelige. Musens sider har en overflade, der giver et godt tag, selv hvis man kommer til at svede lidt ekstra i kampens hede. Sat til højeste hastighed oplevede vi, at musen hoppede, men det kan justeres i det tilhørende program.

På musens hjemmeside kan du hente et program til at programmere knapperne, regnbuelyset og andre indstillinger. De seks knapper kan programmers frit, også til tastekombinationer. At der kun er seks knapper, inklusive DPI-omskifter og rullehjul, sætter dog grænser for mulighederne.

Umiddelbart kan man tro, at RGB-lyset omkring musens kant mest er til pynt, men det har en praktisk funktion: Når man skifter musens følsomhed, viser lyset i tre sekunder, hvad man har valgt.


+ Gode knapper
+ Godt greb om musen
– Ringe musehjul

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Buzzard Claw ville være en glimrende spillemus til prisen, hvis det ikke var for det elendige rullehjul.

Specifikationer

Mærke
SureFire
Kabel/trådløs
Kabel
Tilslutning
USB
Antal taster/knapper
6
Kabellængde
1,8 meter
Mål
12,5 x 6,8 x 4,1 cm
Vægt
133 gram
Sensor
Optisk
Andet
RGB lys viser følsomhed