Fjernbetjeningen har mange knapper, men man bruger stort set kun piletasterne i midten til at finde indhold på boksen.

Nokia Streaming Box 8000

Nokia Streaming Box 8000 er en fremragende underholdningsløsning til at slutte til tv'et eller en computerskærm.

af Morten Skeldal Østergaard #Medieafspiller #Nokia
9.3

Nokia Streaming Box 8000 er en lille tv-boks, der viser indhold fra tjenester som Netflix og YouTube i flot 4K-opløsning.

Alt, du skal bruge for at komme i gang, ligger i kassen. Udover den lille sorte Streaming Box 8000 får du også et HDMI-kabel og en fjernbetjening inkl. et par AA-batterier.

Styresystemet er Android 10, og det fungerer upåklageligt – blandt andet takket være den gode fjernbetjening. Boksen og fjernbetjeningen taler sammen via Bluetooth, så de skal lige parres, når du tænder Streaming Box 8000 første gang. Det kræver heldigvis bare, at du holder to taster nede på fjernbetjeningen. Hvis du har en Android-telefon, er opsætningen overstået på et par minutter, for boksen kan hente oplysninger fra telefonen om blandt andet dit trådløse netværk.

Startskærmen på Streaming Box 8000 viser genveje til apps og indhold fra Netflix, men du kan selv flytte rundt på det meste, så du får vist de apps og streaming-tjenester, du bruger oftest. Du kan også hente masser af spil og apps i Googles Play Butik, som er en del af styresystemet. Under opsætningen foreslår boksen selv at installere apps til de mest populære streamingtjenester i dit område – i vores tilfælde var det blandt andet de nationale tv-stationer.

Der er ingen tøven, når du trykker dig rundt i menuen med fjernbetjeningen, og alt står skarpt og flot. Det gør video heldigvis også. Vi kørte 4K-film fra både YouTube og Netflix, og det hele blev afspillet flot og flydende.

Den lille boks har gode tilslutningsmuligheder: Der er både kabelnetværk, HDMI, USB-C og en gammeldags USB-A-port. Der gemte sig dog en lidt trist overraskelse i Ethernet-porten til kabelnetværk. Da vi målte overførselshastigheden med en app til formålet, fik vi en hurtigere forbindelse til nettet ved at logge boksen på husets trådløse netværk end ved at koble et netværkskabel til porten på bagsiden. Netværksporten kan simpelthen kun overføre 100 Mbit/sekund, selv om det mest almindelige i dag er den tidobbelte hastighed. 100 Mbit/sekund er rigeligt til at streame video i 4K-opløsning, men det ville være rart, hvis man kunne udnytte internetforbindelsens fulde hastighed, når man fx henter opdateringer til styresystemet.


+ Flot videokvalitet

+ Vellykket styresystem

– Sløvt kabelnetværk

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Nokia Streaming Box 8000 er en fremragende underholdningsløsning til at slutte til tv'et eller en computerskærm.

Specifikationer

Mærke
Nokia
Type
Medieafspiller
Tilslutninger
HDMI, AV, Ethernet, Audio Out, USB-C, USB-A
Lagerplads
8 GB
Netværkstyper
Wi-Fi 5
Fjernbetjening
Ja
Vægt
250 gram
Mål
11,2 x 11,2 x 2,4 cm