Samsung Gear 360
Samsung Gear 360 er perfekt til gadgetnørden, der vil lege med video- og billedoptagelser skudt i 360 grader.
Store firmaer som YouTube, Facebook og mobilgiganterne kaster i disse år deres kærlighed på 360 graders video. Det skorter dog endnu på indholdet, som mest produceres af firmaer med dyre kameraer.
Det vil Samsung lave om på med kameraet Gear 360, der, som navnet antyder, kan optage videoer og billeder, der optager alt omkring dig.
Kameraet kommer i forlængelse af firmaets virtual reality-briller, Gear VR, hvor du ved at bevæge hovedet kan gå på opdagelse i videoer optaget med et kamera som Gear 360.
Nem at betjene – men kun til Samsung
Gear 360 er enkelt konstrueret og simpel at betjene. På både for- og bagside sidder et 15 megapixel objektiv, der hver har en synsvinkel på 180 grader og kan optage billede og video i høj opløsning.
Men inden du investerer i Gear 360, skal du være opmærksom på, at kameraet kun virker i samspil med en af de nyeste Samsung-telefoner: fra Galaxy S6 og opefter.
Klik og træk for at se hele vejen rundt. Som du kan se på ovenstående video optaget med Gear 360, er det enormt svært at holde kameraet stille. Optagelsen bliver langt roligere idet kameraet sættes på bænken.
Rolig hånd og tålmodighed påkrævet
Du skal bruge to apps, før du kan bruge kameraet: Samsung Gear og Samsung Gear 360. Sidstnævnte fungerer som den kamera-app, du kender, med mulighed for at indstille billede- og videostørrelse, hvidbalance, HDR osv. Bluetooth og NFC-teknologi sørger for, at din telefon kommunikerer med kameraet.
Gear 360 er udstyret med en tripod – tre ben, som du enten kan stille på en flade, eller holde omkring, hvis du skyder video, mens du bevæger dig. Det var umuligt for mig at få en rolig optagelse, hvis jeg i bevægelse optog en video.
Resultatet bliver langt bedre, hvis kameraet stilles på en flade og optager video i et stykke tid. Husk på, at meningen er, at seeren efterfølgende skal gå på opdagelse i optagelsen ved at klikke og trække musen rundt i forskellige synsvinkler.
Billedkvaliteten er ok – ikke prangende
Billedkvaliteten er tilfredsstillende uden at være formidabel – som på en udmærket smartphone. Jeg oplever, at farverne udviskes en smule i kraftigt sollys; omvendt præsterer Gear 360 godt under dårlige lysforhold, hvilket skyldes f/2-objektivet.
Når jeg tager et panoramabillede, støder jeg af og til ind i det problem, at kameraet har svært ved at lime de to billeder sammen til ét stort billede: Kanterne bliver nogle gange ujævne eller ligefrem forskudte.
Når du har optaget billeder og videoer, anbefales det, at du efterbehandler dem på din pc i programmet Gear 360 ActionDirector. Du får en gratis licens med til dit kamera. Programmet er brugervenligt; importér fra kameraets microSD-kort, redigér din video og upload til din YouTube-konto, hvorefter din video konverteres til en 360 graders video.
Samsung Gear 360 kan købes her via Pricerunner.
Se den bedste pris lige nu
Conclusion
Samsung Gear 360 rummer mange muligheder, især hvis VR-briller bliver allemandseje.
Specifikationer
- Mærke
- Samsung
- Type
- 360 graders kamera
- Opløsning
- Video dual Cam: 3840 x 1920 (30 fps) - foto dual cam: 7776 x 3888
- Korttype
- micro-SD
- Tilslutning
- mini USB
- Mål
- 6,6 x 5,6 x 6,0 cm
- Vægt
- 152 gram
- Andet
- Time-lapse-video og Looping-video