Webkameraet har ingen fod, men en lille klap i bunden griber fat i skærmens øverste kant.

EPOS Expand Vision 1

Hvis du er træt af den dårlige billedkvalitet i din bærbare computers webcam, så løser Expand Vision 1 problemet.

af Morten Skeldal Østergaard #Kamera #EPOS
8.7

Expand Vision 1 er et lille webcam, der er beregnet til at forbedre billedkvaliteten i forhold til det indbyggede webkamera i en bærbar pc.

Kameraets kompakte udformning og den medfølgende transportæske afslører, at det er beregnet til at blive transporteret sammen med din bærbare pc. Den temmelig store æske har også plads til kablet, der har USB-C i begge ender. Hvis du ikke har en ledig USB-C-port på computeren, må du anskaffe dig en adapter til USB-A.

I bunden af Expand Vision 1 sidder en lille klap, som griber godt fast bag på skærmen. Vi monterede kameraet uden problemer og satte kablet i computeren.

Billedet står superskarpt, og kameraet omstiller sig fint til forskellige lysforhold. Selv da vi sad med ryggen til et stærkt solbeskinnet vindue, lykkedes det Expand Vision 1 at få et brugbart billede ud af det, hvor man stadig kunne se ansigtstræk. Billedkvaliteten var klasser bedre end det indbyggede kamera i vores test-computer, der stammer fra tiden før corona-pandemien, hvor producenterne ikke gjorde så meget ud af lige netop den del af computeren.

Lyden fra de to indbyggede mikrofoner var også klar, og der var ikke så meget baggrundsstøj. Da vi sammenlignede lyden med en optagelse fra mikrofonen i et headset, var det dog tydeligt, at Expand Vision 1 opfangede en del mere rumklang end headsettets mikrofon.

I bunden af kameraet sidder et gevind, så du kan skrue kameraet op på et stativ. I toppen sidder en lille skydeknap, der lukker fysisk for linsen, så du kan være sikker på, at ingen kigger med, når du ikke bruger kameraet.


+ Flot billede

+ Effektiv privatlivsknap

– Lidt rumklang i lyden

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Hvis du er træt af den dårlige billedkvalitet i din bærbare computers webcam, så løser Expand Vision 1 problemet.

Specifikationer

Mærke
EPOS
Type
Webkamera
Zoom
8x digital
Tilslutning
USB-C
Video
3840 x 2160 pixels, 60 FPS
Mål
5,8 x 4,3 x 2,9 cm
Vægt
83,5 g