Det er pladen til trådløs opladning, der gør Smart Clock 2 interessant i forhold til andre smarte vækkeure.

Lenovo Smart Clock 2

Smart Clock 2 er en moderne clockradio med indbygget Google Assistent, men skærmen udnyttes ikke godt nok.

af Morten Skeldal Østergaard #Højtalere #Lenovo
7.5

Lenovo Smart Clock 2 er en moderne udgave af en gammeldags clockradio. Smart Clock 2 viser, hvad klokken er med store tydelige tal, og du kan tale til den på dansk takket være Google Assistent og fx tænde og slukke lyset, hvis du har smarte pærer fra fx Philips Hue i dine lamper.

Skærmen på Smart Clock 2 bliver desværre slet ikke udnyttet godt nok. Hvis du fx spørger Google om vej til et sted, får du ikke vist et kort, men en lang liste med anvisninger på, hvor du skal dreje. Du kan få Smart Clock 2 til at afspille musik fra YouTube, men den viser ikke videoen samtidig.

Du kan nemt indstille en alarm ved at give en mundtlig ordre. Når du bliver vækket, kan Smart Clock alarmen fortælle dig vejret og dine kalenderaftaler for i dag. Højtaleren er god nok til, at du kan forstå, hvad der bliver sagt, når Google Assistent taler, men den er ikke værd at lytte til musik på. Lydkvaliteten er ikke meget bedre, end den du får gennem en telefons højtaler.

Lenovos clockradio kan fungere for sig selv med strøm fra sit kabel, men ved at stille uret på pladen, der følger med nogle modeller af Smart Clock, får du både trådløs opladning til din telefon og et indbygget nattelys. Pladen har også en USB-port på bagsiden, hvis din telefon ikke har trådløs opladning.

Vi fandt Smart Clock 2 hos en stor forhandler til samme pris henholdsvis med og uden den trådløse opladningsplade, så vær opmærksom på hvilken model du køber. Hvis du slet ikke har brug for den trådløse oplader, vil vi anbefale, at du i stedet køber Googles Nest Hub (2. generation), som du kan læse vores test af her.


+ Trådløs opladning

+ Vækning med nyttige informationer

– Skærmen udnyttes dårligt

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Smart Clock 2 er en moderne clockradio med indbygget Google Assistent, men skærmen udnyttes ikke godt nok.

Specifikationer

Mærke
Lenovo
Tilslutning
Bluetooth 4.2, Wi-Fi
Udgangseffekt
3 watt
Vægt
565 gram
Mål
11,3 x 9,3 x 7,1 cm
Andet
4 tommer skærm