Hele oversiden af bøjlen er dækket af solceller.

Urbanista Los Angeles

Et headset med indbyggede solceller er en god idé, og det fungerer helt som det skal.

af Morten Skeldal Østergaard #Høretelefoner og headsets #Urbanista
9.0

Urbanista Los Angeles er et udmærket Bluetooth-headset med en helt exceptionel batteritid.

Faktisk er batteritiden nærmest ubegrænset. Der sidder nemlig solceller gemt i headsettets bøjle. Hvis du bærer Urbanista Los Angeles udenfor på en dag med lidt solskin, så bliver batteriet ladet hurtigere op, end du kan nå at aflade det med musiklytning – selv med lyden skruet højt op og den aktive støjreduktion slået til.

Vi testede headsettet i en af årets mørkeste måneder, og vi kunne lytte til musik og podcasts ved mange spredte lytninger fordelt over tre uger, uden at det løb tør for batteri. Det har vi ikke oplevet før. Ifølge Urbanista er en time i solen nok til at lade headsettet op til tre timers brug, og det virker ikke helt forkert.

Lyden er god, selv om bassen er en anelse buldrende, når du skruer lidt op for rytmisk musik. Der findes andre headsets med bedre lyd i denne prisklasse, men så må du døje med triste, gammeldags koncepter som opladere, kabler og stikkontakter.

Hvis du får lyst til at sidde i mørke et par uger og lytte til musik, kan du heldigvis også lade headsettet op på gammeldags manér takket være en USB-port i den ene ørekop.

Undersiden af solcellebøjlen er belagt med et blødt materiale, der gør det rart at have headsettet på hovedet, og de to ørekopper er tilpas store, til at de ikke trykker ind mod ørerne. Man bliver ikke træt af at lytte til headsettet i flere timer ad gangen.

Der er intet høretelefonstik i Urbanista Los Angeles, så der er kun én måde at bruge det på, og det er trådløst.


+ Behageligt at have på hovedet

+ Indbyggede solceller

– Buldrende bas

 

Se den bedste pris lige nu

Konklusion

Et headset med indbyggede solceller er en god idé, og det fungerer helt som det skal.

Specifikationer

Mærke
Urbanista
Frekvensområde
20 Hz - 20 kHz
Batteritid
Op til 80 timer uden
Tilslutning
USB-C, Bluetooth 5.0
Vægt
322 gram