App'en viser med en farvekode, om din temperatur ligger indenfor normalen. En rød prik betyder feber.

Withings Thermo

Det er nemt at få taget sin temperatur med Withings Thermo, men det er lidt mere besværligt at overføre målingen til telefonen.

af Morten Skeldal Østergaard #Diverse #Withings
7.6

Withings Thermo er en hurtig og behagelig måde at tage din temperatur på, og så bliver resultatet automatisk gemt i din telefon.

I modsætning til de mere traditionelle metoder til at tage temperaturen, hvor termometeret er til indvortes brug, måler Withings Thermo temperaturen på din pande.

Faktisk bruger termometeret en blodåre i tindingen til sine målinger, men for at være sikker på, at du finder frem til den, skal du holde Thermo mod midten af din pande og så langsomt føre det i en lige linje ud mod dit øre. Når Thermo har foretaget sin måling, giver det en lille vibration og viser den målte temperatur på sin skærm.

Målemetoden er ikke helt præcis. Vores målinger afveg med 0,2 grader til begge sider, da vi foretog en hel stribe af dem lige efter hinanden. Men præcisionen er stadig fin nok til, at du kan konstatere, om du har feber.

Hele familien kan deles om at bruge Withings Thermo. Du skal blot oprette flere brugere i den brugervenlige app på din telefon. Når du har foretaget en ny måling, kan du vælge, hvilken bruger den skal knyttes til, ved at lade fingeren glide nedover termometerets berøringsfølsomme skærm, indtil det ønskede navn dukker op.

Når brugeren er valgt, sendes temperaturen til din telefon. Den del af processen var meget langsom under vores test, og vi oplevede, at der pludselig blev sendt en hel bunke målinger, da vi havde siddet og forsøgt at få overført data til telefonen i noget tid.

Termometeret drives af to udskiftelige AAA-batterier. Batteriskiftet er en manøvre, der i sig selv kan få temperaturen til at stige en smule: Vi var tre personer, der uden held forsøgte at få klappen af uden hjælpemidler. En kraftig magnet holder klappen på plads, og vi måtte til sidst tage en kniv til hjælp for at få klappen vippet af. Resultatet blev en lille ridse i den ellers solide plastikoverflade på termometeret.


+ Behagelig temperaturmåling

+ God app

– Besværligt batteriskift

– Lidt ustabil forbindelse til telefonen

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Det er nemt at få taget sin temperatur med Withings Thermo, men det er lidt mere besværligt at overføre målingen til telefonen.

Specifikationer

Mærke
Withings
Produkttype
Termometer
Vægt
75 gram
Tilslutning
Wifi eller Bluetooth