Søvnmåtten placeres under din madras, og så modtager du fremover oplysninger om din søvn direkte i Withings' glimrende app.

Withings Sleep Analyzer

Withings Sleep Analyzer er et kvalitetsprodukt af gode materialer, og søvnoplysningerne fra den medfølgende app er både detaljerede og ganske omfattende.

af Henning Rasmussen #Diverse #Withings
9.5

Det højteknologiske sengeunderlag Withings Sleep Analyzer er et lidt dyrt bekendtskab. Til gengæld får du et virkelig nyttigt redskab til at undersøge din søvn.

Søvnmåleren fra franske Withings bestod tidligere af en lampe med alarm til sengebordet sammen med en lille måtte, der skulle under madrassen. I den nye Sleep Analyzer er enheden på natbordet skåret væk, og kassen rummer derfor blot måtten, som kobles direkte på dit trådløse netværk. Installationen foregår direkte i appen Withings Health Mate på din telefon, og det er både hurtigt og intuitivt at gennemgå. Herefter placerer du blot søvnmåtten under madrassen og lader den passe sig selv.

Næste morgen, når du åbner Health Mate-appen på din telefon, er resultaterne klar. Søvnmåleren holder øje med din puls i løbet af natten, og deler din søvn op i let, dyb og REM-søvn. Du kan nemt trykke dig ind på de forskellige søvnfaser og se, hvornår du fx var vågen eller kun sov let. Der er med andre ord alle de oplysninger, du har brug for, hvis du vil vide mere om dit søvnmønster, og det hele suppleres med en søvnkarakter fra 0-100, hvor 100 er den optimale søvn.

Sleep Analyzer kan kun give dig oplysninger om din søvn, og vil du forbedre den, må du derfor enten gå tidligere i seng eller stå senere op. Med andre søvnmålere, som du bærer på kroppen, har du ofte også mulighed for at blive vækket på et tidspunkt, hvor søvnen er let. Disse produkter har dog sjældent samme detaljegrad i oplysningerne som denne måler fra Withings.

Fremover modtager du med jævne mellemrum en e-mail fra Withings, hvor du kan se kvaliteten af din søvn over en længere periode. Det er meget nyttige oplysninger, som fx fint dokumenterer, hvorfor man måske har følt sig træt den seneste uge.


+ Meget detaljerede oplysninger om søvnen

+ Du slipper for armbånd eller andet kropsnært udstyr

– Prisen er i den høje ende

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Withings Sleep Analyzer er et kvalitetsprodukt af gode materialer, og søvnoplysningerne fra den medfølgende app er både detaljerede og ganske omfattende.

Specifikationer

Mærke
Withings
Produkttype
Søvnmåler
Tilslutning
Wifi