Den lille lås fra tedee rummer et genopladeligt batteri, der ifølge producenten holder strøm i seks måneder.

Tedee Smart Lock

Tedee Smart Lock er den mest komplette – og samtidig den mindste - af de smarte låse, vi har testet. Den virker fortrinligt og reagerer lynhurtigt på dine kommandoer.

af Henning Rasmussen #Diverse #Tedee
8.7

Det polske firma Tedee har lanceret en smart lås til hoveddøren, som både er diskret, yderst effektiv og virker sammen med Googles digitale assistent.

Vi har testet adskillige smarte låse de senere år, og den nye lås fra Tedee er betydeligt mindre end fx låsen BeKey eller Danalock. Men den er mindst ligeså effektiv som sine fysisk større konkurrenter. Tedee Smart Lock sælges herhjemme i et sæt sammen med en nordisk adapter, så den passer på de fleste danske låse. Du erstatter vrideren på indersiden af hoveddøren med den nordiske adapter, og så skrues selve smartlåsen fast på adapteren.

Nu kan motoren i Tedees lås dreje vrideren for dig, mens du stadig kan bruge din eksisterende nøgle, når du står udenfor og vil ind. Det er en god sikkerhed, hvis nu den smarte lås skulle løbe tør for strøm eller gå i stykker.

I det sæt vi har testet, medfulgte også en såkaldt bridge, der gør det muligt at styre låsen fra appen på telefonen, når man er langt fra hjemmet. Køber man blot låsen alene, styres den via Bluetooth – altså inden for 10-100 meter.

Låsen reagerer lynhurtigt, når man trykker på ”Lås op” i Tedees app, og der er endda mulighed for at få låsen til automatisk at låse døren op, når du nærmer dig hjemmet udefra. Appen bruger telefonens placering til at se, når du forlader hjemmet – og nærmer dig igen. Det virker aldeles fortrinligt. I de fleste tilfælde nåede vi op til hoveddøren og skulle blot vente nogle sekunder, før vi kunne høre låsen rotere fra den anden side. Det gør det meget nemmere at komme hjem med hænderne fyldt med indkøbsposer.

Tedee virker også med Googles smarte assistent. Vi kaldte låsen for ”hoveddør”, og kunne derefter blot sige ”Lås hoveddøren op” til Google. Som en ekstra sikkerhed skal du vælge en pinkode til døren, når du bruger den med Google, og taleassistenten beder dig derfor først om koden, før den låser døren op for dig. Det virker meget betryggende.

I appen kan du tilføje ekstra brugere – også midlertidige – så nu behøver du ikke ekstra nøgler, hvis du vil leje sommerhuset ud eller give adgang til en håndværker, mens du er på arbejde.

De eneste minusser ved låsen er, at den er dyr, støjer lidt rigeligt i brug, og at det ikke er muligt at se på den, om døren er låst eller åben. Her ville en konstant tændt rød eller grøn diode være en stor hjælp – men så ville låsen nok ikke virke i seks måneder mellem opladningerne.


+ Fylder ikke meget på døren

+ Reagerer hurtigt og stabilt

– Prisen er i den høje ende

Se den bedste pris lige nu

Konklusion

Tedee Smart Lock er den mest komplette – og samtidig den mindste - af de smarte låse, vi har testet. Den virker fortrinligt og reagerer lynhurtigt på dine kommandoer.

Specifikationer

Mærke
Tedee
Produkttype
Smart-lås