Netatmo Smart Kuliltealarm skal hænges op på væggen, halvanden meter over gulvet og mindst to meter fra en brændekilde. Der kan den så sidde i 10 år og holde øje med kulilteniveauet.

Netatmo Smart Kuliltealarm

Det er betryggende med en kuliltealarm, hvis man har fx brændeovn eller gasfyr, men til prisen på Netatmo Smart Kuliltealarm kunne vi godt have ønsket os lidt flere muligheder i appen.

af Henning Rasmussen #Diverse #Netatmo
6.5

Netatmos nye kuliltealarm er pænt designet og har lang batteritid, men det skorter noget på de smarte muligheder, som firmaet ellers er kendt for.

CO eller kulilte er en hurtig, lugtfri og utroligt lumsk dræber, der især er værd at være opmærksom på, hvis du har en forbrændingsenhed i hjemmet. Netatmos nye Smart Kuliltealarm er således særligt henvendt til danskere med fx en brændeovn eller et gas- eller oliefyr. Sker der en fejl på en af disse enheder, kan der slippe CO ud i hjemmet, og det kan hurtigt ske i en dødbringende dosis.

Som med almindelige CO-alarmer bliver du advaret, hvis kulilteniveauet er for højt, ved at den indbyggede sirene hyler. Det gør den med 85 decibel. Vores test viste, at alarmens lydniveau svarer til en røgalarm, så du vil forhåbentlig vågne af den.

Derudover kan du installere Netatmos app Home + Security og tilføje kuliltealarmen i den. Det er desværre ikke samme app, som firmaet bruger til deres populære vejrstationer. Du får dog ikke meget glæde af de smarte funktioner, for alarmen viser ikke de aktuelle CO-niveauer som firmaets vejrstation fx gør. Alarmen kobler heller ikke dagligt på det trådløse netværk, og det skyldes, at det indbyggede batteri holder i hele 10 år uden at du kan skifte eller oplade det. Derfor må der spares på strømmen.

App’ens eneste funktion er, at sende dig en notifikation i det tilfælde, at CO-niveauet er for højt, og alarmens sirene går i gang. Hvis du er hjemme, opdager du det nok uden at tage telefonen frem, men det er selvfølgelig smart nok, hvis du sidder på arbejde, når alarmen går. Ideen med de 10 års batteritid er, at en CO-målers sensor også kun har en levetid på 10 år, før den bliver for upræcis. Det er jo egentlig udmærket tænkt og sikrer, at du smider alarmen ud efter 10 år, da batteriet ikke kan skiftes.

Det er svært at føle, at man får ret meget ud af de smarte muligheder. I vores testperiode havde vi heldigvis ikke problemer med CO-niveauet og fik dermed ingen alarmer. Hvis du kan leve uden at få en besked på telefonen, findes der dog noget billigere kuliltealarmer på markedet.


+ Lang batteritid

– Høj pris

– Få smarte muligheder

Se den bedste pris lige nu

Konklusion

Det er betryggende med en kuliltealarm, hvis man har fx brændeovn eller gasfyr, men til prisen på Netatmo Smart Kuliltealarm kunne vi godt have ønsket os lidt flere muligheder i appen.

Specifikationer

Mærke
Netatmo
Produkttype
Kuliltealarm
Mål
10 x 10 x 2,3 cm
Tilslutning
Wi-Fi