Test af fotobog fra Foto.com

Fotobog – Foto.com

Kvaliteten inde i bogen er god, men omslaget skuffer på fotobogen fra Foto.com.

af Christian Slot #Diverse #Foto.com
8.2

Plukket fra vores stortest af fotobøger i Komputer for alle nr. 12, 2017:

Bogen fra Foto.com måler hele 21,5 x 30,0 cm. Omslaget er spejlblankt og indbindingen minder lidt om en robust børnebog. Når man åbner bogen opdager man dog en smart detalje: Fotobogen har en flad åbning, så billeder, der breder sig over to sider, ikke skæmmes af falsen i midten. Papirkvaliteten er en lidt halvblank type med en lidt nubret overflade, der minder om fotopapir. Farvegengivelsen er lige lovlig kraftig, og billederne er flere steder så kontrastfulde, at der desværre mangler detaljer i skyggerne. Derudover har sort-hvid-billederne en anelse blåt farvestik.

Foto.coms program, som du downloader, tillader dig enten at designe bogen helt selv – eller lade programmet hjælpe dig med at layoute og udvælge billeder. Der findes masser af forskellige pre-installerede designs, hvis du eksempelvis ønsker julekugler eller naturbaggrunde på dine sider. Betjeningen i programmet er enormt intuitiv; alt fungerer ved at trække og slippe elementer ind på siderne: Det være sig billeder, grafik, effekter og layouts, hvor du på sidstnævnte kan slippe billederne ind på efterfølgende. Du kan vælge, om du selv vil redigere dine billeder – eller om Foto.com skal hjælpe dig. Programmet er godt nok på dansk, men flere steder er oversættelsen dårlig – og ofte er teksten på engelsk, hvilket virker uprofessionelt.

+ Generel god billedkvalitet
+ Flad åbning
– Lidt for kraftig farvegengivelse

Køb fotobogen her

Se den bedste pris lige nu

Conclusion

Billedkvaliteten er udmærket, men farvegengivelsen en anelse for kraftig. Programmet er til gengæld intuitivt og nem at arbejde med.

Specifikationer

Mærke
Foto.com
Produkttype
Fotobog
Mål
A4, mat